Er kulturkanonen et forsvar for en hensygnende nationalstat? Historikeren David Gress går bag om begreberne i den nationale debat.

I den forløbne uge barslede de kanonudvalg, som kulturminister Brian Mikkelsen (K) havde nedsat, med deres forslag til, hvilke litterære, musikalske, sceniske, arkitektoniske og andre værker, der i deres øjne bør udgøre en dansk kulturkanon, altså et sæt værker, som alle bør kende, der vil vide, hvad dansk kultur er.

Udvalgenes medlemmer bedyrede med påfaldende eftertryk, at de ikke fremsatte deres forslag for at medvirke til, hvad litteraturprofessor Erik A. Nielsen kaldte et »nationalistisk projekt«. Eftertrykket er ikke overraskende. Stort set alle medlemmerne tilhører den elite af kulturradikale og gammelmarxister, for hvem nationalistisk er noget nær det værste, man kan være.

Politikens kulturredaktør Bjørn Bredal, der med sine bøger om den franske filosof Michel de Montaigne har vist sig som lærd kulturhistoriker af europæisk format, skumlede, at kanonen som helhed var del af en autoritær borgerlig strategi, der gik ud på at ville måle og kontrollere alt, herunder hvad vi har at betragte som dansk kultur.

Nu er kanonen intet tvangspensum, men et tilbud. Dens baggrund er den voksende kulturelle uvidenhed og anti-intellektualisme, som også Bredal vil indrømme har bredt sig i de sidste 30 år, og som den kulturradikale elite har et stort ansvar for. Danskerne er ét af de mindst boglæsende folk i den rige verden. Kulturkanonen er blandt andet en opfordring til at søge oplevelser af kvalitet.

Det kan Bredal næppe have noget imod. Hans egne værker kræver et dannet publikum, som bag sig må have en fødekæde af lidenskabelige læsere og kulturinteresserede. Læselysten skal begynde et sted og hvorfor ikke med en dansk litteraturkanon? Det er mere logisk for en dansksproget at begynde med Henrik Pontoppidan end med Montaigne.

Håbløst reaktionært

Historikeren Søren Mørch er barskere end Bredal. Mørch, der er kendt for sin tese om, at Danmark som nation og nationalstat ikke længere eksisterer og måske ikke bør eksistere, anser kanon-projektet for en tåbelig, reaktionær kamp mod en uafvendelig udvikling. Fremtiden er ikke national, så derfor giver det ingen mening at opstille en liste over nationale kulturprodukter, alle bør kende.
 

Det er ironisk, eftersom Mørch skriver og debatterer på dansk og tilmed i en karakteristisk dansk, kulturradikalt-progressiv tone præget af sarkasme og foragt for personer og forhold, han ikke bryder sig om at forstå. De spørgsmål, han rejser, er alligevel vigtige. Kan og vil det nationale og nationalstaten fortsat hævde sig som grundlag for et folks politiske og kulturelle eksistens, eller er de for længst i endegyldig opløsning? Udtrykker kanonen en levedygtig nationalitetsfølelse, eller er den en bagpostfægtning i en tabt kamp?

To teser om nationalstaten står over for hinanden. Den ene siger, at den tilhørte epoken fra omkring 1800 til engang efter 1945, hvorefter den begyndte at afvikles. FN, NATO og EU er blot de tre vigtigste internationale organisationer, som Danmark er medlem af, og hvis normer, regler og direktiver styrer danske beslutningstageres og i stigende grad også borgeres adfærd, og ikke blot deres adfærd, men også deres personlige værdier, ønsker og forhåbninger.

Ingen dansk kræver eller ønsker uindskrænket dansk suverænitet over eksempelvis vore væbnede styrker, som kun indsættes efter aftale med andre. Danmark planlægger ikke krig for at generobre Skåne eller Sydslesvig. Få kræver suverænitet over de snesevis af områder, hvor danske love og regler er afskrifter af direktiver fra Bruxelles eller Strasbourg. Danskerne lever godt med, at Folketinget ikke kan variere momssatserne, at alle fødevarer er markeret på en bestemt måde, eller at direktiver om ligeløn og arbejdstider har reduceret arbejdsmarkedsparternes autonomi.

Alle ved, at rammebetingelserne for, om danskerne får det materielt bedre eller ej, ikke er at finde i lokale forhold, men i internationale faktorer, der er stærkere end nogen regering. De store linier i de seneste årtiers økonomiske udvikling og i de forandringer, danske husstande har oplevet i alt fra isoleringsteknik til fladskærmsfjernsyn og computerspil, er ikke opstået på Christiansborg, men ude i verden, og det vil de vedblive med.

Den stærke nationalstat

Er globaliseringen da så overvældende, at den er ved at ophæve nationalstaten?

Det er ikke det indtryk, de fleste herboende får, når de hver måned betragter deres lønseddel. På den vil de se, at 40-60 pct. af indkomsten er fratrukket. Af hvem og med hvilken myndighed? Ikke af internationale organisationer og ikke af forsikringsselskaber, men af nationalstaten. Finanssuveræniteten er nationalstatens sidste, største og mest indædt forsvarede bastion. Selv om det måske netop er denne bastion, mange liberale gerne ser falde, er det også den, der har vist sig mest modstandsdygtig.

En herboende dansker kan være så globaliseret i sine værdier og sit forbrug, han vil, skatten skal han dog betale alligevel, hvad enten han vil eller ej. Her hersker fortsat statens fundamentale særkende, som er magtmonopolet. Borgeren kan ikke vælge at betale andre eller ikke betale. Nationalstatens budskab er klart. Betal mig, eller jeg straffer dig.

Man kan spørge, om der er noget særlig dansk-nationalt over, at statsmagten har ret til at inddrage hovedparten af nationalindkomsten. Alle stater kræver skat. Hvordan og hvor meget, staten inddrager, er imidlertid nationalt bestemt. Den danske tager alt iberegnet mere end nogen anden. Den tager ikke blot på lønsedlen, men hver gang en borger foretager en handel. Tænk på bilbranchen. Her får skatteminister Kristian Jensen (V) værdien af to biler, hver gang normalborgeren køber én. Det danske skattetryk viser ikke bare, at staten stadig er stærk, men at den danske nationalstat er det.

Billedet er flimrende. Nationalstaten har afgivet en række funktioner, men den har beholdt den vigtigste, og den består ikke i at have sin egen udenrigspolitik, men i magten til at kræve penge ind.
 

Nation og nationalitet

Mange mener, at flertallet accepterer den store danske finansstat, fordi det mener, at den udtrykker sammenhængskraft i samfundet. Stemmer det, er den store finansstat og kanonprojektets forsøg på at fremme national dannelse to sider af samme sag. At det er sådan, bestyrkes ved, at kulturkanonen er et skatteyderfinansieret projekt og ikke et spontant. Liberale vil foretrække, at kanonforslag opstod frivilligt, og at staten var mindre, men sådan er det ikke i Danmark.

Har nationalstaten så en fremtid? Sikkert, men det er ikke det vigtigste. Det er, om nationalitet som sådan, det at nationer eksisterer og oplever sig som nationer, har en fremtid.

Overalt i den vestlige verden er vi i de seneste årtier vidne til en diffus modstand mod aspekter af globalisering, som nogle synes truer nationale interesser eller identitet. Nogle vil mene, at kulturkanonen er et dansk eksempel på en sådan modstand. Såvel kulturministeren som udvalgene betoner heroverfor, at kanonen ikke er rettet mod globaliseringen, men tværtimod er et redskab til at mestre den.

Kanonen vil i al fald betone den nationale kultur. Om et sådant ønske er reaktionært eller tværtimod har fremtiden for sig, må afhænge af, hvordan man vurderer nationalstaten og dens historie. For tilhængerne af afviklingstesen er nationalstaten som nævnt et i historisk perspektiv relativt nyt fænomen, idet den opstod i tiden omkring Den franske Revolution. Det var omkring 1800, hedder det, at politikere og tænkere udviklede forestillingen om nationen som det mobiliserede og bevidste folk, forskelligt fra alle andre folk og udstyret med særlige nationale kvaliteter.

Det er kun delvis rigtigt. Tesen sætter nation og nationalitet lig med nationalstat, og det er forkert. Nationalstaten er moderne, nationer kan historikerne spore overalt i Europa mange hundrede år inden Den franske Revolution. På den store Jellingsten fra omkring 980 tales der om danerne og Danmark, og historikere fra Adam af Bremen i 1000-tallet over Saxo omkring 1200 til alle de senere var ikke et sekund i tvivl om, at der fandtes et land, der hed Danmark, beboet af et folk, der kaldte sig danerne, ligesom der fandtes svenskere, tyskere, franskmænd, englændere og andre.

Disse nationer havde ikke alle hver sin stat, men det gjorde dem ikke mindre virkelige. I dag svækkes nationalstaten på nogle områder, mens nationalitet som sådan lever videre og endda styrkes.

Nogle er uenige, dog ikke ud fra historisk argumentation, men på grund af politik. Nogle ønsker nemlig, at nationalitet skal væk, for den gør angiveligt kun skade. Andre har den modsatte holdning. Hvis jeg som historiker må komme med et bud, er det, at nationalitet ikke forsvinder, men er varig del af en fælles identitet.
 

Fakta: Nation og nationalstat

Nationalfølelse kan spores flere tusind år tilbage.

Den græske historiker Herodot (ca. 440 f.Kr.) beskriver, hvordan de persiske forsøg på at erobre Grækenland stimulerede græsk nationalfølelse. Romersk nationalfølelse fik sit fornemste udtryk hos digteren Vergil (70-19 f.Kr.).

De nuværende europæiske nationer opstod i kølvandet på folkevandringerne, der beseglede det vestlige Romerriges opløsning i 400-tallet.

Den britiske nationalitetsforsker Anthony Smith (The Nation in History, Polity Press 2000) skelner mellem nationalitet og nationalstat. Førstnævnte er urgammelt, sidstnævnte et fænomen, der udvikles i Vesteuropa fra 1400-1800.

Nationalismen, der opstår omkring 1800, indebærer, at hver nation skal have sin egen stat, som skal omfatte alle, der tilhører nationen. Heraf fulgte krige og konflikter. Herom har den britiske antropolog Ernest Gellner (Nations and Nationalism, Blackwell 1983) skrevet.

Et tredje værdifuldt værk om emnet er Hugh Seton-Watson, Nations and States, Methuen 1977. Seton-Watsons interesse i emnet er intet tilfælde, for han tilhørte en lille nation, den skotske, hvis historie var stærkt påvirket på godt og ondt af at være nabo til en stor, den engelske. Lidt som Danmark.

Læs videre

Bøger om dansk nationalitet og nationalstaten:

Dansk Identitetshistorie 1-4 (Reitzel 1991-1993), red. Ole Feldbæk.

Viser hvordan dansk nationalitet gradvist konkretiserer sig i samfund og politik.

Skaanes Overgang fra Danmark til Sverige, bd. 4 (Schultz 1958), Knud Fabricius.

Bringer dramatiske vidnesbyrd om, hvordan dansk nationalitet i Skåne vågnede og blev knust af svenskerne.

Den danske nationalstat opstod i 1800-tallet i takt med, at Danmark mistede de ikke-danske dele af riget (Norge, Slesvig-Holsten). Det har gjort den danske nationalstat mere nationalt præget end mange andre.

I 20. årh. tog dette særpræg form af velfærdssamfundet og er beskrevet af den tidligere venstresocialist og antinationalist Ralf Pittelkow i Forsvar for nationalstaten (Gyldendal 2004) og De lykkelige danskere (sammen med Karen Jespersen, Gyldendal 2005).

Hvordan en litterær kanon for et vestligt samfund kan se ud, har amerikaneren Harold Bloom beskrevet i The Western Canon (Harcourt Brace 1994).

Kronik: Det er ikke dødsstraffen, der er barbarisk. Det er voldsmanden og morderen, der er barbariske, og som i værste fald kan fortjene lovens strengeste straf - døden.

De første avisoverskrifter, jeg kan huske, handlede om dødsstraf. I 1960 blev en mand i Californien, Caryl Chessman, henrettet i gaskammeret i San Quentin-fængslet for voldtægt.
 

Sagen var forsidestof i Danmark af flere grunde. De oprindelige forbrydelser fandt sted over ti år tidligere, sagen var gået om på grund af fejl i den oprindelige procedure, og Chessman havde trukket sin oprindelige tilståelse tilbage. Han blev dømt igen ved en ny retssag under en californisk lov, der straffede »kidnapning med legemsbeskadigelse« med døden. Chessman blev dømt som »the Red Light Bandit«.

Det var det navn, pressen havde givet den mystiske voldtægtsmand, der gentagne gange havde samlet kvinder op på øde steder, røvet, bortført og voldtaget dem. Manden brugte en rød lygte, der lignede politiets, for at lokke sine ofre. Chessman var tidligere straffet og var prøveløsladt, da han blev anholdt i 1948, hvilket ikke hjalp hans sag. Det hjalp heller ikke hans sag, at overfaldene med den røde lygte holdt op, da han blev arresteret. De fleste californiere var også i 1960 godt tilfredse med, at »the Red Light Bandit« for altid blev uskadeliggjort.

Det er næsten 40 år siden, og voldtægt og kidnapning er ikke længere kapitalforbrydelser i nogen stat i USA. Men omtalen i danske aviser og ikke mindst henrettelsens makabre detaljer satte sig i min syvårige erindring. Disse minder vender tilbage i dag, hvor talen er, om dødsstraf kan eller bør accepteres i et civiliseret samfund, og hvor EU forbereder en henvendelse til USA, hvori man vil opfordre USA til at afskaffe dødsstraf med den begrundelse, at den er uforenelig med en nutidig opfattelse af menneskerettighederne. De vender også tilbage i kølvandet på den forfærdelige Kasper-sag fra Horsens.

Selvfølgelig burde hans stedfar henrettes. Jeg skammer mig over et samfund, der ikke har styrke nok til at se det og handle derefter. Lad mig derfor sige det straks: jeg er ikke enig med EU og mener ikke, at dødsstraf er barbarisk, tværtimod. Men selvom jeg var imod dødsstraf, ville jeg ikke finde EU’s henvendelse særlig hensigtsmæssig. Den er en uvidende og anmassende indblanding, som vil kalde på skuldertræk snarere end på anger.

At de samme hyklere i EU, som forhindrer europæiske forbrugere i at købe amerikansk oksekød, også peger fingre ad dødsstraf i USA, ville være lattervækkende, hvis sagen ikke var så alvorlig. Af dødsstraftilhængere i USA, og det er det store flertal, vil henvendelsen blive opfattet som endnu et nålestik fra de dekadente europæere, der selv er blevet for svage til at forsvare deres egne samfund med den ekstreme sanktion, som dødsstraffen udgør, og som nu vil påføre amerikanerne den samme svaghed. Det kommer de ikke langt med.

Lad mig i forbindelse med dødsstraf i USA - for jeg taler her ikke om Kina eller Rusland, hvor retssikkerheden er ganske anderledes skrøbelig - gøre op med, hvad jeg opfatter som nogle misforståelser. USA har ingen dødsstraf for mord, det har enkeltstater. Mord er ikke en føderal forbrydelse, og selvom den føderale regering i Washington skulle beslutte, at dødsstraf er uacceptabel, ville det ikke have nogen virkning for strafferetten i delstaterne.

Det føderale system berører dog delstaternes praksis på ét meget vigtigt punkt. Siden 1960’erne har den føderale højesteret tiltaget sig en prøvelsesret over dødsdomme i medfør af en forfatningsbestemmelse, der siger, at »ingen må fratages liv, frihed eller ejendom uden ordentlig og lovlig proces«. Højesteret garanterer, at delstaterne overholder denne retsgaranti. Det er derfor blevet praksis, at alle dødsdomme uden undtagelse skal op og vende i den føderale højesteret, inden de fuldbyrdes. Derfor har højesteret en stor betydning for, hvordan  og hvorvidt dødsstraffen anvendes i de 37 af 50 delstater, der har den.

I 1972 fandt Højesteret, at en dommer i Georgia var for vilkårlig i sin brug af dødsstraffen. Retten forlangte, at alle delstater skulle efterprøve deres straffelove for at sikre, at dødsstraffen kun kunne idømmes under de snævrest mulige betingelser, der skulle udelukke vilkårlighed, fordomme og diskrimination. Denne dom ophævede med et pennestrøg alle standende dødsdomme, herunder dommene over Charles Manson og hans bande, der på barbarisk vis myrdede skuespilleren Sharon Tate.

Siden 1976 har Højesteret igen godkendt en række dødsdomme, dog i mindre omfang end før 1972. Det er hovedårsagen til, at befolkningen på dødsgangene i de delstater, hvor dødsstraf regelmæssigt idømmes, vokser og vokser.

En dødsdømt har større chance for at dø af alderdom end af henrettelse.

Dødsstrafmodstandere i USA, herunder flere højesteretsdommere, finder, at den udgør »grusom og usædvanlig straf«, hvilket er forbudt under en anden forfatningsbestemmelse. Dette argument ligner EU’s, der som nævnt går ud på, at dødsstraf overtræder menneskerettighederne. Men dødsstraf kan i amerikansk ret aldrig være en grusom og usædvanlig straf, al den stund andre forfatningsbestemmelser går ud fra, at den findes. Hvis »ingen kan fratages liv« uden «lovlig proces«, har man dermed forudsat, at liv lovligt kan tages.

Dødsstraf er barbarisk.

For en dødsstrafmodstander er dødsstraf barbarisk, fordi ingen har ret til at tage en andens liv. Men det har morderen jo heller ikke. Hvis livet er så helligt, hvorfor skal morderen så have lov til at tage liv, men ikke staten? Morderen gav ikke sit offer »ordentlig og lovlig proces«. Han slog bare ihjel.

Dommeren er derimod statens og folkets repræsentant, der håndhæver netop det princip, at livet er helligt - så helligt, at den, der uretmæssigt tager det, selv har forbrudt sit eget. Det er ikke dødsstraffen, der er barbarisk. Det er voldsmanden og morderen, der er barbariske, og som i værste fald kan fortjene, hvad man engang kaldte lovens strengeste straf, nemlig døden.

Dødsstraf afskrækker ikke og er derfor uhensigtsmæssig.

Den afskrækker i hvert fald én, nemlig den morder, der henrettes. De fleste tror ikke på nogen afskrækkende virkning, men det kan skyldes, at dødsstraffen i USA anvendes sjældent og næsten aldrig eksekveres, og ikke, at den findes. Hvis den blev anvendt som i engelsk ret før 1957, altså hurtigt og sikkert, ville afskrækkelsen være anderledes effektiv.

Dødsstraffen risikerer justitsmord.

Ja. Alt menneskeligt er behæftet med fejl. En undersøgelse foretaget af to jurister, der er dødsstrafmodstandere, siger, at 0,5 pct. af de henrettede i USA i perioden 1900-1985 kan have været uskyldige. Risikoen for at blive ramt af lynet er betydelig større end risikoen for at blive uretmæssigt henrettet. I en risikoafvejning må vi spørge, om risikoen for justitsmord er så stor, at den bør opveje de hensyn, der tjenes af de 99,5 pct. af domme, der er retmæssige. Det mener jeg ikke, den er.

Den overordnede grund til min holdning til dødsstraf er hensynet til retfærdighed. Jeg finder det ikke retfærdigt over for ofrene at lade de groveste mordere leve.

Det er ikke dommen eller straffen, der er umenneskelig, men morderen. Og et samfund, der ikke indser dette, er allerede selv på vej mod barbariet.