| |
Carl Pedersens version af USA's nyere historie ser således
ud: I 1933 fik amerikanerne for første gang en
virkelig stor præsident. Franklin Delano Roosevelt
skabte med sin New Deal-politik arbejdspladser
gennem offentlige investeringer, tæmmede
storkapitalen, gav arbejderne rettigheder og førte
USA i en retfærdig krig mod nazismen.
Fra 1945-1969 oplevede USA sine bedste år. Den økonomiske
ulighed faldt, alle blev meget rigere, og næsten
alle forstod, at frihed og fremskridt krævede en stærk
stat, der agerede i almenvellets interesse.
Skuden
vendte
I
1969 vendte skuden, stadig ifølge Pedersen, da
amerikanerne fik Richard Nixon til præsident. I de
følgende 24 år arbejdede Nixon og andre
Republikanere systematisk på at nedbryde New Deal.
Det skete dels ved ”sydstatsstrategien”, hvorved
Republikanerne ved at tækkes hvide sydstatsborgere
sikrede sig permanente flertal i regionen. Det skete
også i konkret politik, idet Republikanerne rullede
den offentlige sektor tilbage, favoriserede de rige,
forsømte infrastrukturen, uddannelses- og sundhedsvæsenet
og skabte splid og ulighed.
Lavpunktet er nået med George W. Bush, der som
Republikansk sydstatsmand er det værste, Pedersen
ved, idet han står for »en treenighed af
minimalstatstankegang, militarisme og religiøs
fundamentalisme«.
Pedersens
vision
Pedersens
vision for USA's fremtid ser således ud:
Nu, hvor den væmmelige Bush har mistet troværdighed
og ødelagt enhver Republikaners chancer for at
blive valgt til november, vil ”det andet USA”
komme til magten. Hvad enten det bliver med Hillary
Clinton eller Barack Obama, vil et USA bestående af
summen af alle ikke-hvide, ikke-heteroseksuelle,
ikke-konservative, ikke-fundamentalistiske,
ikke-miljøsvinende grupper forny og forbedre
samfundet.
Pedersen baserer sin vision på påstanden om, at et
progressivt Amerika båret af sociale, grønne og
spraglede folkebevægelser faktisk er ved at samle
opbakning fra ”helt almindelige amerikanere”.
Måske ikke den heldigste formulering, idet Pedersen
derved indrømmer, at de ”spraglede folkebevægelser”
for sager som bøsseægteskaber, tosproget
forvaltning, vindmøller og den slags netop ikke er
folkelige, men lad gå.
Ønsketænkning
Problemet
i denne velskrevne bog, der er båret af et
ubestrideligt engagement, som denne anmelder finder
højst sympatisk, er, at såvel versionen af
historien som fremtidsvisionen er ideologi og ønsketænkning
snarere end beskrivelser af virkeligheden og sobre
bud på den kommende tids udvikling.
Historien først
Det er en afgørende pointe i amerikansk
venstrepropaganda, at Roosevelts New Deal var det
bedste, der nogensinde skete for det amerikanske
samfund. Kun takket være New Deal overlevede det
amerikanske demokrati 1930'ernes verdenskrise. New
Deal gav staten ansvaret for at lede økonomien,
sikrede lønmodtageres rettigheder og reducerede
uligheden blandt andet ved progressiv beskatning og
arveafgifter.
Sådan var det ikke
En anden afgørende pointe er, at denne New
Deal, som udtrykte det bedste i USA, blev afmonteret
af Nixon og hans efterfølgere, og at det derfor er
det progressive USA's opgave nu at indføre en ny
New Deal, denne gang baseret på sager som
vedvarende energi, favorisering af udvalgte grupper,
højere skatter, multikulturalisme og kamp mod dem,
der vil bevare engelsk sprog, europæisk kultur og
kristendom som bærende piller af amerikansk
identitet.
Sådan var det bare ikke, Pedersen.
Roosevelts New Deal løste ikke krisen, den forlængede
den. Faldet i uligheden og væksten i efterkrigsårene
havde meget lidt med New Deal at gøre og meget mere
med globalisering og internationale markedsforhold.
Og at Nixon og efterfølgere skulle have afmonteret
New Deal, er forkert. Nixon indførte priskontrol,
og såvel han som alle andre præsidenter og
kongresser har fortsat med at ophobe reguleringer,
blande sig i arbejdsmarkedet, favorisere særgrupper
og gøre skattelovgivningen så uigennemskuelig, at
få normale amerikanere kan udfylde deres egen
selvangivelse.
At minimalstatstankegang skulle have styret
amerikansk politik på noget tidspunkt de sidste 30
år er vitterligt vås, selvom det for nogle snarere
er ønsketænkning. Og hvad angår fundamentalismen
kan dens påståede magt ikke forenes med, at
fundamentalisternes to store mærkesager, kampen mod
abort og for retten til at bede i det offentlige
rum, ikke har rørt sig af flækken i årtier.
Selvgode idealister
Fremtiden
sidst.
Det er tydeligt, at Pedersen med stolthed regner sig
til det andet USA. For denne anmelder består det
andet USA af en farlig blanding af selvgode
idealister, herskesyge feminister, antinationale
multikulturalister og en lille kerne af kyniske
manipulatorer, som hader USA så meget, at de
bevidst søger at ødelægge det.
Jeg accepterer, at Pedersen håber, at dette USA får
magten. En nøgtern analyse vil snarere anse det for
katastrofalt. At det andet USA har bedre chancer end
længe, har Pedersen ret i. Vi får se, hvad det vil
bruge mulighederne til.
En forfatter, hvis verden ser så besynderlig ud, og
som samtidig skriver medrivende og spændende, er svær
at belønne. Tre stjerner må det blive til, et
gennemsnit af seks for engagementet og én for
vederhæftigheden.
Blå
bog
Carl Pedersen
Født
i 1951 i Englewood, New Jersey af danske
immigrantforældre.
Uddannet ved Franklin & Marshall College i
Pennsylvania samt i russisk og engelsk ved Københavns
Universitet.
Siden 1971 bosat i Danmark.
Tidligere ansat ved Syddansk Universitet, Roskilde
Universitetscenter og Københavns Universitet, nu
adjungeret professor ved Copenhagen Business School.
Har tidligere udgivet USA-bøgerne ”Den sårbare
nation” (2003), ”USA i det 21. århundrede”
(2005) og ”Den forkerte krig” (2006). |
|
