Klima og samfund

Forud for Den Franske Revolution, der brød ud i 1789, oplevede Vesteuropa en række våde somre med dårlig høst, som mindede om vejrliget under Den Lille Istid. Det var ikke mindst sult og social nød, der provokerede repræsentanterne på Generalstænderne i maj 1789 til at forlange økonomisk reform og kort efter til at danne Nationalforsamlingen, der udløste revolutionen.

Kan ændringer i klimaet få verdenshistoriske politiske følger? Le Roy Ladurie giver ikke et enkelt svar. Et så indviklet forløb som Den Franske Revolution har ingen enkelt årsag. Det, den franske historiker vil, er at sætte søgelys på faktorer, som den politiske historieskrivning knap har ænset. Ja, vi ved, at isvinteren 1658 var den umiddelbare grund til Danmarks største nederlag nogensinde, tabet af Skånelandene. I det tilfælde har historikerne altid haft vejret for øje. Men i forståelsen af de lange forløb, i de gradvise økonomiske og sociale forandringer gennem århundreder, har vejrets og klimaets rolle været beskeden.

Le Roy Ladurie er elev af Fernand Braudel, som i 1940'erne lancerede forestillingen om ”den totale historie”. Det skulle være en historie, der inddrog geografi og vejrlig som aktive faktorer på linie med eller endda vigtigere end magthaveres beslutninger. Magthaverne beslutter inden for økonomiske rammer, som igen påvirkes af de fundamentale fysiske forhold, nemlig geografi og klima.

Påvirkes, ikke bestemmes. Braudel kan eksempelvis vise, at selv om et antal våde somre og kolde vintre i 1600-tallet gjorde det vanskeligere at dyrke oliven i Frankrig, så udvidede olivenavlen sig alligevel nordpå gennem århundredet. Det skete, fordi udbyttet af oliven vejede tungere end risikoen for enkelte hårde vintre. Menneskene handlede på trods af klimaet. Det er et vigtigt budskab. Klimaet sætter rammer, det kan ikke bestemme handling, for det er en anonym kraft. Det er ikke mindst værd at huske i dag, da ellers stærke mennesker bæver i knæene for klimaforandringer, der måske aldrig finder sted.

Øjeblikke og lange linier

Klimahistorien består af et utal af konkrete oplysninger, hentet i tusindvis af dokumenter og billeder. Således kan Le Roy Ladurie i sin sidste bog fortælle os, at kuldebølgen i januar 1709 fulgte på et koldt forår 1708 med frost i maj i Normandiet. Vinhøsten begyndte først den 15. oktober, hvilket er meget sent. Den våde sommer førte til forhøjede kornpriser og forværrede den franske økonomi, der allerede var ovenanspændt af landets deltagelse i Den Spanske Arvefølgekrig.

Hidtidige historikere, herunder Le Roy Ladurie selv, havde opfattet vinteren 1709 som bare endnu en dramatisk vejrsituation. Men nyeste forskning viser, at den og den forudgående fugtige sommer kan have haft en bestemt grund, nemlig et udbrud af Fujiyama i Japan i december 1707. Mange vil huske den solklare, men kølige juni 1995 og isvinteren 1996, der ligeledes fulgte på et voldsomt vulkanudbrud i Mexico.

Vulkanudbrud slynger støv i luften, der tilbagespejler sollys, og kan have en virkning, der momentant overskygger andre faktorer, der bestemmer vejret. I april 1815 fandt det størst kendte vulkanudbrud nogensinde sted i Indonesien. I Europa og Nordamerika medførte udbruddet temperaturer i 1816, der lå op til 3 grader under normalen. Det var nok til at skabe ”sommeren, der blev væk”, med snevejr i juli i Massachusetts, en seks uger forsinket kornhøst i Sydengland og elendig vinhøst i Frankrig.

Lokalt kunne udbrud have ganske anderledes ødelæggende følger. Udbruddet af Laki på Island i 1783 skubbede i flere år temperaturen på og omkring øen så langt ned, at pakisen omsluttede den og forhindrede sejlads. Får og kvæg døde af mangel på græs. Den islandske befolkning faldt til sit historiske minimum på omkring 30.000. I England medførte udbruddet dårlig høst og dermed en overdødelighed i 1783-84 på 20 pct.

Er der lange linier i klimahistorien? Få, siger Le Roy Ladurie. Alt i alt er den gennemsnitlige temperatur i Europa i dag knap 1½ grad over gennemsnittet i Den Lille Istid. Og denne opvarmning er ikke nødvendigvis del af noget større mønster. Klimahistoriens i hvert fald foreløbige budskab er, at der intet mønster er. Bare forandringer, nogle kortvarige, andre mere langvarige.

Revolutionen igen

Det lille eksempel med olivenavlen viser, at menneskene allerede for århundreder siden kunne handle på trods af, hvad klimaet bød af muligheder. I dag er der endnu mindre grund til at frygte, at menneskene ikke skulle kunne håndtere forandringer i vejr og klima langt bedre end olivenbønder i 1600-tallet. Det handler om vilje og om ikke at falde for politiske sirenesange. Og mindst af alt for den groteske tro på, at det står i menneskers magt ikke blot at tilpasse sig og udnytte, men også at ændre klimaet. Le Roy Laduries værker er med deres kolossale dokumentation, snesevis af tabeller og hundredevis af detaljerede beretninger en advarsel mod at tro, at klimaet har nogen enkel forklaring eller nogen særlig retning, hvad enten det er mod varme eller mod kulde.

Vi slutter hvor vi begyndte, ved Den Franske Revolution. Marxistiske historikere, der tror på, at økonomiske forhold bestemmer de politiske, havde længe ment, at revolutionen brød ud, da den gjorde, fordi en række dårlige høster i 1780'erne havde skabt nød og social uro. De skabte i deres tur en politisk krise, fordi staten var næsten fallit, og kombinationen af disse faktorer udgjorde den situation, hvor revolutionen måtte finde sted.

Le Roy Laduries klimahistorie kan synes endnu mere materialistisk end marxismen. Siger den ikke, at det er faktorer uden for menneskers kontrol, altså vejr og klima, der bestemmer de materielle livsbetingelser, hvor god høsten er, hvornår sommeren kommer, om folk dør af kulde eller ej?

Nej, det siger den netop ikke. Klimahistorie som eksempel på ”den totale historie” vil integrere faktorerne vejr og klima i billedet af fortiden, ikke forklare al politik med dårlige høstudbytter. Om revolutionen skriver Le Roy Ladurie, at godt nok var høsten i dele af Frankrig ringe i 1788, »men derfra og til at udløse en revolution var der et stort skridt, som blev taget af talrige andre grunde, politiske og andre, som intet har med klimaet at skaffe«.

Den menneskelige historie er rig og kompleks, og få har beriget videnskaben om den mere end Emmanuel Le Roy Ladurie.