| |
”En halv nation nægter at dø”, sagde
højrepolitikeren José Gil-Robles i det spanske
parlament under voldsforåret 1936 patetisk, men i
situationen ganske forståeligt.
Den ene halvdel af det politiske Spanien
ønskede ikke at lade den anden leve, og den anden
ville ikke lægge sig til at dø.
Derfor kom borgerkrigen.
Den begyndte ikke med generalerne Francisco
Franco og Emilio Molas oprør den 17. juli, men med
yderpartiernes, frem for alt socialisternes,
undergravelse af republikken, som begyndte i 1931 og
accelererede fra 1934.
Morten Heiberg mener (kronik 9/10), at jeg
”tydeligvis ingen indsigt har i borgerkrigen”.
Han angriber, ofte i et ejendommeligt oprømt
tonefald, forskellige af de teser, jeg fremførte
1/10.
Han anfægter dog ikke, at socialisternes påstand om,
at arbejderopstanden i oktober 1934 var svar på et
truende fascistisk kup, var bevidst opspind.
Det ville også være svært, idet det fremgår
af socialisternes egne interne dokumenter, som Pío
Moa har refereret i ”Los orígines de la Guerra Civil
Española” fra 1999.
Om Moa synes Heiberg åbenbart det er vigtigt at
påpege, at manden var maoist i 1975.
Moa har selv undret sig over at han ofte
mødes, ikke med modbeviser, men med dette argumentum
ad hominem, frit oversat ”gå efter manden, ikke
bolden”.
Hvis Moa har uret, er det hans påstande, der skal
kritiseres, ikke hans levnedsløb, og det er ikke
gjort med skældsordet ”revisionist”.
Moas metode er at referere aktørernes egne
hensigter og sammenholde dem med deres handlinger.
Det er derfor, han med rette kan skrive, at
det var højre, der under republikken 1931-36
handlede mest loyalt mod forfatningsordenen, mens
venstre bestandig undergravede den.
Socialistlederen Francisco Largo Caballero,
”den spanske Lenin”, krævede i 1934 ”en revolutionær
armé, som kan tage kampen op med vore fjender”,
fjender, som Largo Caballero udmærket vidste ikke
var fascister, men blot det Spanien, der ikke
ønskede socialistisk revolution.
Han tilføjede, at det ikke gjaldt om at
erobre regeringsmagten, for den ville man risikere
at miste igen, men om at oprette en totalitær,
socialistisk magt som i Sovjetunionen.
Heiberg har ret i, at general José Sanjurjo gjorde
et kupforsøg i august 1932.
Kupforsøget mislykkedes, blandt andet fordi
Franco nægtede at deltage.
Det blev fulgt af hårdhændet undertrykkelse
af højrepolitikere og –aviser og udnyttet som
argument for at fremme den revolutionære agitation,
som udløste opstanden i 1934 og styrkede
separatismen i Baskerlandet og Catalonien.
Ligeledes blev venstresejren ved valgene i
februar 1936 udnyttet til at genopfriske
forfølgelsen af højrefolk, herunder hundredevis af
mord, ligskændinger og kirkeafbrændinger.
Overgreb, som højre kun spagt besvarede,
hvilket selvsagt ikke udelukker, at visse højrefolk
kom med antidemokratiske udtalelser.
Det er fakta, ligesom det er et faktum, at
folkefrontspræsidenten Manuel Azaña selv i
tilbageblik betegnede republikken som ”magtesløshed
og ballade”.
Denne omskiftelige, dybt begavede, musiske,
selvtilfredse og fascinerende mand døde fattig, men
forsonet med kirken, i Frankrig i 1940.
Sovjetdiktatoren Josef Stalin førte ifølge Heiberg
en ”vægelsindet” politik i 1930’erne, ”dikteret af
hensynet til vestmagterne”.
Den Kommunistiske Internationale besluttede
dog i 1935, at den kommunistiske magtstrategi i
vestmagterne skulle udøves gennem folkefronter,
altså regeringskoalitioner med socialister, som
kommunistpartierne så skulle udhule for gradvis at
sætte sig på den reelle magt, som det skete i
folkefronts-Spanien.
At planlægge totalitær magtovertagelse i
demokratiske lande er en besynderlig måde at vise
hensyn på.
Stalin distancerede sig ganske vist senere fra
Komintern-strategien eller lod som om, hvilket førte
til pagten med Adolf Hitler i august 1939.
Om det spanske guld til en værdi af op mod 100 mia.
i dag, som blev sendt til Sovjet i september 1936,
skriver amerikaneren Burnett Bolloten, at
finansminister Juan Negrín ganske vist fik
kabinettets tilladelse til at eksportere guldet, men
at beslutningen om at sende hovedparten til netop
Sovjetunionen blev truffet af Negrín og premier- og
krigsminister Largo Caballero bag Azañas ryg, mens
selve flytningen blev organiseret af marineminister
Indalecio Prieto og den sovjetiske agent Artur
Stasjevski.
Bolloten kommenterer, at ”eftersom guldtransporten
gjorde den spanske regering økonomisk afhængig af
Moskva og fratog den muligheden for at forhandle med
andre lande, såfremt våbenembargoen skulle blive
løftet … må man spørge sig, hvorfor Negrín og Largo
Caballero ikke sørgede for at bevare en rest af
økonomisk uafhængighed ved at sende guldet i mindre
portioner”.
At Negrín og kolleger bevidst deponerede
folkefrontstyrets økonomiske afhængighed hos Stalin
er således ingen ”frankistisk myte”, som Heiberg med
citat af venstrehistorikeren Ángel Viñas hævder, men
den logiske følge af deres prosovjetiske holdning.
Her stemmer hensigter og handlinger fuldt
overens.
Negrín fortrød før sin død 1956, at han havde ladet
de sovjetiske agenter og sine kolleger gøre sig til
Stalins mand i Spanien.
Det hindrer desværre ikke, at det var netop
det, han var under borgerkrigen.
Bolloten var journalist i folkefronts-Spanien under
krigen og begyndte allerede da at samle et arkiv
herom, som inden hans død 1987 nåede at omfatte
125.000 billeder mikrofilm, 67 kasser manuskripter,
2500 ofte sjældne tryksager, 12.000 aviser og 10
scrapbøger.
Han sympatiserede indledningsvis med
folkefronten, men hans oplevelser og samtaler fik
ham til at ændre synspunkt.
Da første udgave af hans historie om krigen
udkom i 1961, blev den derfor ignoreret eller
udskældt af den progressive opinion.
Men ingen kan tillade sig at skrive om krigen
og især om folkefrontens side uden at have tilegnet
sig Bollotens uigendrivelige konklusioner, sidst
fremstillet i den posthume 1100 siders udgave af
”The Spanish Civil War: Revolution and
Counterrevolution” fra 1991.
Den overordnede er, at kommunisterne, deres
allierede og andre nyttige idioter gennemførte ”et
stort bedrag” i folkefronts-Spanien.
De lod regeringen udadtil fortsætte som et
tilsyneladende legitimt republikansk styre, mens de
i realiteten gjorde, hvad de kunne, for at omdanne
dette til en forløber for efterkrigstidens
totalitære folkedemokratier bag Jerntæppet.
Som reaktion gjorde antikommunistiske kræfter
oprør i marts 1939 og fremskyndede derved de
nationales sejr.
Heiberg bestrider mine tabstal for likviderede under
og efter borgerkrigen, skønt jeg takker ham for ikke
at diske op med de absurde tal for de nationales
drab, som visse fagfolk stadig bringer.
Ramón Salas Larrazábal udgav i 1977
pionerværket om tabene, senere korrigeret af Ángel
Martín Rubio.
Denne taler om ca. 25.000 ofre for Franco-styret
efter krigen.
Her indrømmer jeg en fejl, som desværre ikke nåede
at blive rettet i den trykte kronik.
Jeg skrev, at der udover de 25.000 henrettede
efter krigen var 25.000 andre politiske fanger.
Tallet er snarere 240.000 i året 1940, som
dog i 1944 allerede var nede på 34.000.
Langt de fleste af dem, der flygtede ved
borgerkrigens slut, vendte tilbage inden for et år,
hvilket viser, at de ikke netop frygtede en
morderisk undertrykkelse.
I øvrigt forblev også den almindelige
kriminalitet uhyre lav efter nutidens målestok under
Franco-styret.
Franco ønskede at besætte Gibraltar og Portugal i
1940, skriver Heiberg.
Det afgørende er, at det jo ikke skete.
Borgerkrigseksperten Stanley Payne, en stor
beundrer af Pío Moa, skriver i sin netop udgivne
”Franco and Hitler”, at ”i december 1940 havde
Franco og (hans dengang nære medarbejder og svoger
Ramón) Serrano besluttet, at krigsdeltagelse ikke
var ønskelig på daværende tidspunkt” og at den
allierede landgang i Nordafrika i november 1942
endegyldigt overbeviste Franco om, at Spanien burde
holde sig udenfor.
Franco håbede længe på Aksemagternes sejr i krigen,
og det er let at anse for en moralsk fejl i dag,
skønt det politisk naturligvis fulgte af Francos
frygt for øget sovjetisk magt i Europa, en frygt som
tiden skulle vise var velbegrundet.
Det hører imidlertid med i billedet, at
Franco-styret frelste flere jøder fra udryddelse end
nogen anden stat bortset fra Vatikanet; efter Moas
skøn omkring 46.000.
Ingen jøde blev uanset nationalitet udvist af
Spanien, og diplomaten Ángel Sanz Briz i Budapest,
en tro Franco-mand, reddede personligt tusinder.
Til slut: ifølge Heiberg kan Franco-styret ikke være
demokratiets forudsætning.
Den påstand er ikke blot løgn, men
uforståelig.
Hvem gennemførte overgangen til demokrati
andre end kong Juan Carlos, indsat af Franco, og
Franco-styrets egne ministre og embedsmænd?
Socialistpartiet, tolereret af styret siden
1960’erne, spillede en underordnet rolle, og
kommunistpartiet ønskede jo ikke demokrati.
At stærke kræfter i dag, anført af
premierminister José Zapatero og meningsdannere, der
efterplaprer venstre-vrængbilledet af historien, nu
vil hævde noget andet, er en trussel mod spansk
demokrati.
Dette kan kun bygge på forståelse og viden, ikke på
intolerance og overtro.
|
|
