| |
Så sent som for et par uger siden bragte dagbladet
Politiken en historie om spionparret Ethel og Julius
Rosenberg, som USA henrettede i 1953 for spionage
til fordel for Sovjetunionen.
Artiklen erkendte Julius’ skyld, men påstod,
at Ethel blev uskyldigt dømt som offer for
antikommunistisk hysteri.
Den
progressive opinions hidtidige holdning har været,
at retssagen var en farce rettet mod at lynche to
uskyldige mennesker, som kun tjente fredens sag.
Erkendelsen af, at Julius i al fald var skyld
i spionage, skyldes ikke nogen pludselig interesse
for historisk præcision, men at én af Rosenbergs’
gamle partikammerater, Morton Sobell, for nylig indrømmede
i et interview i New York Times, at han og Julius
havde været spioner.
Han indrammede dog denne bekendelse i en påstand
om, at spionerne handlede for at ”hjælpe Sovjet,
som var vor allierede under krigen”, og at de
udleverede hemmeligheder kun omhandlede forsvarsvåben
og ikke kunne skade USA.
Hvad angik hemmeligheder om atomvåben, som
var statens hovedanklagepunkt i retssagen, var de ifølge
Sobell ”værdiløse”.
Det
kan bestrides.
Min fhv. kollega, historikeren Ronald Radosh,
som skrev den stadig fundamentale bog om Rosenberg-sagen,
og som i over 40 år har forsket i den amerikanske
venstrefløj, hvor han selv kommer fra, anfører i
et indlæg på www.frontpagemag.com,
at ”de angiveligt uskadelige oplysninger, som
Sobell og Rosenberg stjal, kostede amerikanske
faldne i Korea- og Vietnamkrigene”.
De tillod også Sovjet at nedskyde U-2
spionflyet i 1960, en episode, der ydmygede USA og
gav sovjetisk fredspropaganda kraftig hjælp.
Ovenpå
Sobells udtalelse hørte vi også fra Rosenbergs’
søn Robert Meeropol, som nu fortæller os, at han
”længe” havde anset Julius’ skyld for bevist.
Få dage efter trak Meeropol imidlertid i
land. Nu
hed det igen, at oplysningerne var betydningsløse,
især de atomare.
Det var de ikke.
Nok havde den sovjetiske statsspionage (dengang
kaldet NKVD, siden NKGB, derpå MGB og endelig KGB)
bedre placerede spioner i USA’s atomprogram end
Rosenberg, men netop Rosenbergs oplysninger bekræftede
dem fra storspionerne Klaus Fuchs og Ted Hall.
Radosh oplyser i øvrigt, at der her til
efteråret udkommer en definitiv bog om Rosenbergs
atomspionage forfattet af tre andre eksperter i
amerikansk kommunisme.
Med
hensyn til Ethel har uskyldsfortalerne en pointe,
men ikke den, de tror.
Statsanklageren brugte som bevis for hendes
indblanding, at hun havde affattet nogle af
spionageringens indberetninger på sin egen
skrivemaskine.
Påstanden beroede på en mened, den
medanklagede Ruth Greenglass udtalte i retten.
Den var netop mened, og det vidste
statsanklageren, fordi han i kraft af efterretningsvæsenets
Venona-dekrypteringer vidste, at NKVD havde noteret,
at materialet var ”håndskrevet”.
Men regeringen kunne ikke tillade
Venona-dekrypteringerne at blive brugt i en
offentlig retssag, for det ville fortælle NKVD, at
deres kode var brudt.
Ethel
var imidlertid intet snehvidt offer for en beskidt
kold krig. Det
var hende, som foreslog sin mand at rekruttere Ruth
og hendes mand David Greenglass, og det alene
udgjorde sagsforholdet spionage og berettigede
dermed dødsstraf efter gældende lov.
Grunden til, at statsanklageren brugte det
falske vidnesbyrd, var, at han håbede, at risikoen
for dødsstraf til Ethel ville få Julius til at
levere oplysninger om sit netværk.
Havde han gjort det, ville hun næppe engang
være stillet for retten og i al fald ikke idømt dødsstraf.
Julius
medgav aldrig, at han var kommunist, for det ville
have undergravet den progressive kampagne på
parrets vegne, som netop kørte på, at de to var
upolitiske fredsvenner.
Holdningen modbeviser påstanden.
Julius og Ethel var så meget kommunister, at
de lod sig henrette frem for at gå til bekendelse,
redde livet og være forældre for deres børn.
Men alt det er jo også bare borgerlig
sentimentalitet, en sand revolutionær uværdig.
|
|
