Mandag eftermiddag den 7. juni 1926 blev en gammel mand kørt ned af en sporvogn på Barcelonas hovedstrøg Gran Via de les Corts Catalanes. Han var laset klædt med underbukser, der var holdt sammen af sikkerhedsnåle, og bar ingen dokumenter, kun et Ny Testamente. Manden blev indlagt med kvæstelser på et nærliggende hospital. Først dagen efter gik det op for lægerne, at den gamle bums, som sporvognsføreren troede var fuld, var byens berømteste søn, Antoni Gaudí.

Han var, som han plejede, på vej fra Sagrada Família-byggepladsen til sit daglige usle aftenmåltid, der kunne bestå af et salatblad dyppet i mælk, som han indtog hos præsten Mossen Gil Parés. Denne boede i, hvad der dengang var fattigkvarteret bag domkirken i middelalderbydelen Barri Gòtic, men som nu er et elegant fodgængerkvarter af smalle stræder, specialbutikker og cafeer. Parés boede på Plaça Sant Filip Neri, i dag en idyllisk oase få skridt fra, hvor Deres udsendte boede i Hotel Neri, indrettet i et palæ fra 1700-tallet.

Gaudí døde tre dage senere efter at have modtaget den sidste olie og viaticum, rejsebrødet, nadveren til de døende, det mindste måltid til den længste rejse af alle. Han ville aldrig frivilligt være død uden sakramenterne, for hans fromhed og trosliv var grundlaget for hans tilværelse og hans kunst.

For Gaudí som for mange katolikker i ældre tid, ikke mindst i Spanien, betød kristendom afsavn, ligegyldighed med egen komfort, fattigdom og smerte. Derfor gik Gaudí klædt som bums, barberede sig kun sjældent for at spare vand og sæbe og var så dårligt påklædt, at selv de rigtige bumser nægtede at modtage hans aflagte tøj. Hans fodtøj var selvgjorte sandaler af læder og strågræs. Derfor var han ligeglad med egne smerter, og derfor besøgte han hospitaler for at se døende modtage den sidste olie og »se det øjeblik, hvor sjælen bydes velkommen af Den Hellige Familie«.

Allerede på hans tid var det et trosliv, der syntes at stamme direkte fra Middelalderen og nærmere bestemt fra Frans af Assisi (1171-1226) og hans tiggermunke. Josep Ràfols, der blev Gaudís første biograf, skrev i sin nekrolog, at »en afgrund skiller menigmand af i dag fra en mand som ham, for menigmand af i dag forstår ikke fattigdom, især ikke frivillig fattigdom, som livsmål«.

»Forfaldet begynder, når mennesket glemmer at se på naturen,« sagde Gaudí til sin ven José Matamala. Sætningen kan gøre det ud for el Modernismes principerklæring. Den var et oprør mod al tidligere arkitektur og især mod nyklassicismens rette vinkler, mørke interiører og kølige marmor i naturens og lysets navn. Hospital de Sant Pau og Domènechs andet mesterværk, Palau de la Música Catalana, musikpalæet, begge fuldført omkring 1907, er i rødsten afbrudt af mosaikker og sten i lyse farver.

Hospitalet består af et antal adskilte pavilloner og større bygninger, alle dekoreret med farverige mosaikker. Den bærende tanke var, at patienterne skal føle sig omsorgsfuldt omfavnet af behagelige omgivelser; hospitalet, som ligger midt i storbyen, skal være en grøn oase, der virkningsfuldt illuderer fredfyldt natur. Dets formål er helbredelse, og det formål tjenes i el Modernismes ånd ikke kun medicinsk, men netop også arkitektonisk. Bygningerne skal selv være del af helbredelsen ved at føre menneskene tilbage til naturen eller rettere til den harmoni og lykke, som menneskene ifølge modernismen vil føle, når de genopdager naturen omkring sig og tager den ind. Et besøg den dag i dag bekræfter, at princippet virker. Stedet ånder fred, omsorg og harmoni.

Musikpalæet blev bekostet af en sangforening; sådanne blomstrede i perioden og var endnu en udløber af la Renaixença. Det ligger indeklemt mellem husblokke i den gamle by, for der boede foreningens medlemmer. For at opfylde modernismens bud om at bringe lys ind i bygninger måtte Domènech derfor gribe til forskellige kneb. Den smule lys, der trænger ned i de smalle gader, udnyttes til det yderste af talrige vinduer øverst oppe, mange med farvet glas, og af den enorme lysekrone af farvet krystal, der dominerer auditoriet. Lysekronen genspejler lyset fra ruderne i rødt, blåt, gult og grønt og giver den besøgende en fornemmelse af, at selve luften i rummet består af en slags blødt, diset lys, der opmuntrer og giver ro.

Der er naturligvis et paradoks i, at modernisterne dyrkede naturens farver og lys, og det er, at de for at genskabe naturens former og forene mennesket med naturen måtte opfinde den måske mest ejendommelige og udspekulerede arkitektur nogen sinde.

Er der noget, der ikke er naturligt i betydningen umiddelbart, er det huse og palæer som dem, Gaudí og hans kolleger byggede. Og dog forstår man, hvad de mente med at se på naturen, at bruge naturens former og bringe lys inden døre. Gaudís huse har få synlige, lige linjer bortset fra gulvfladerne. Alt fremstår rundt, krumt, ovalt eller spiralformet. Overalt er der lys, for eksempel ved at såvel Casa Batlló som Casa Milà, hans to kendteste privatboliger, bygget 1904-12 og beliggende hver på sin side af Passeig de Gràcia, er bygget omkring skakter, der er åbne oventil og med vinduer ind i alle etagerne. Det er store huse på seks etager, og dog er der få dunkle kroge. Kontrasten til tidligere tiders arkitektoniske udtryk er total.

Man kan kalde el Modernismes naturdyrkelse for poetisk naturalisme, for dens bygninger er mere end megen anden arkitektur bevidst digtning i sten. Det er en legende og humoristisk digtning, der drager og fastholder beskueren. I offentlige bygninger som Hospital de Sant Pau eller Gaudís kirker hersker naturligvis også alvor, men selv her mærker man utvetydigt den bestandige dialog med lyset og med naturen, som i La Sagrada Famílias enorme, lyse søjler, der øverst, mange meter over beskueren, forgrener sig som kolossale træer i en paradisisk skov, et minde om Edens have.

De kendteste modernistbygninger ligger i kvarteret Eixample, hvilket betyder udvidelse. Det blev anlagt omkring forrige århundredskifte og består af hundredevis af nogenlunde ens karreer. Det unikke i Eixample er, at dette karrébyggeri ikke virker goldt og ensformigt, tværtimod. Også her er der lys og natur. Det er der, fordi kvarteret gennemskæres af brede alleer, men også fordi karreerne ikke er firkantede, men ottekantede. Alle fire hjørner er skåret af, så hvert gadekryds bliver en lille plads, naturligvis beplantet med træer.
 

Asketen, arkitekten, skulptøren, mystikeren og patrioten Gaudí døde i 1926. Sagrada Família fuldføres af andre og bekostes stadigvæk kun af gaver. Hver entré føjer således en sten til helheden. Gaudí selv ligger begravet i en lille kirke, der er anlagt ved siden af den stores krypt. Graven blev skændet af de røde under borgerkrigen i 1936. Ved samme lejlighed myrdede de Gaudís ven, Mossen Gil Parés, sammen med talrige andre præster og brændte alle Gaudís papirer. Derfor har vi få af hans ytringer og endnu færre af hans tegninger og planer.

Hvem var han? Særling? Mystiker? Catalansk patriot? Hellig mand? Han var alle de ting og samtidig alle tiders mærkeligste arkitekt. Hans værker viser hvorfor.