David Gress
Foredragsholder/Lecturer
Historiker/Historian
Samfundsdebattør/Social commentator
Forfatter/Writer
Ph.d. i historie/Ph.D. in history
 

Contact:
Phone +45  2363
2282
E-mail:
gress@stofanet.dk

 
 
Af DAVID GRESS
MORGENAVISEN Jyllands-Posten
13.03.2008
 
Barcelonas arkitektur, der stammer fra byens berømteste søn, Antoni Gaudí, og hans kolleger, gør den catalanske hovedstad enestående i Verden.

Barcelona I årene 1870-1920 gav stilretningen ”el Modernisme” Barcelona det uforlignelige præg, der gør byen enestående i verden. Modernisme var det catalanske ord for det, der andetsteds hedder Jugendstil eller Art Nouveau. Blot var ...
Barcelona

I årene 1870-1920 gav stilretningen ”el Modernisme” Barcelona det uforlignelige præg, der gør byen enestående i verden. Modernisme var det catalanske ord for det, der andetsteds hedder Jugendstil eller Art Nouveau. Blot var catalansk modernisme ikke kun en stilretning, men kulminationen af en omfattende kulturel og politisk bevægelse for fornyelse af catalansk digtning, åndsliv og national identitet, den såkaldte catalanske renæssance, la Renaixença.

Den internationalt mest kendte modernist er Antoni Gaudí, der virkede fra 1873 til 1926, og hvis biograf Gijs van Hensbergen kalder ham verdens mest berømte arkitekt nogen sinde. Gaudí er dog ikke en typisk modernist; den etiket passer bedre på de to andre store arkitekter fra perioden, Lluís Domènech i Muntaner og Josep Puig i Cadafalch. For de to var arkitekturens formål at forene menneske, ånd og den fysiske naturs former og stemning, og derfor er Domènechs Hospital de Sant Pau med dets pavilloner og mosaikker måske modernismens fornemste frembringelse.

De to var optaget af Cataloniens romanske og gotiske fortid, mens Gaudí fandt inspiration ikke kun i naturen og historien, men i sin tro og i sin meditation over arkitektens og billedhuggerens evige udfordring:

Foto: Kirsten Gress
at omsætte ånd til sten. Gaudís vision var kosmisk og religiøs. For ham skulle den catalanske renæssance føre til en arkitektur, der ville gøre Catalonien til midtpunktet i en verdensomspændende genfødsel af kristendommen, og han ville i al sin ydre ydmyghed og fattigdom være den genfødsels katalysator.

 

En vagabond dør

Mandag eftermiddag den 7. juni 1926 blev en gammel mand kørt ned af en sporvogn på Barcelonas hovedstrøg Gran Via de les Corts Catalanes. Han var laset klædt med underbukser, der var holdt sammen af sikkerhedsnåle, og bar ingen dokumenter, kun et Ny Testamente. Manden blev indlagt med kvæstelser på et nærliggende hospital. Først dagen efter gik det op for lægerne, at den gamle bums, som sporvognsføreren troede var fuld, var byens berømteste søn, Antoni Gaudí.

Han var, som han plejede, på vej fra Sagrada Família-byggepladsen til sit daglige usle aftenmåltid, der kunne bestå af et salatblad dyppet i mælk, som han indtog hos præsten Mossen Gil Parés. Denne boede i, hvad der dengang var fattigkvarteret bag domkirken i middelalderbydelen Barri Gòtic, men som nu er et elegant fodgængerkvarter af smalle stræder, specialbutikker og cafeer. Parés boede på Plaça Sant Filip Neri, i dag en idyllisk oase få skridt fra, hvor Deres udsendte boede i Hotel Neri, indrettet i et palæ fra 1700-tallet.

Gaudí døde tre dage senere efter at have modtaget den sidste olie og viaticum, rejsebrødet, nadveren til de døende, det mindste måltid til den længste rejse af alle. Han ville aldrig frivilligt være død uden sakramenterne, for hans fromhed og trosliv var grundlaget for hans tilværelse og hans kunst.

For Gaudí som for mange katolikker i ældre tid, ikke mindst i Spanien, betød kristendom afsavn, ligegyldighed med egen komfort, fattigdom og smerte. Derfor gik Gaudí klædt som bums, barberede sig kun sjældent for at spare vand og sæbe og var så dårligt påklædt, at selv de rigtige bumser nægtede at modtage hans aflagte tøj. Hans fodtøj var selvgjorte sandaler af læder og strågræs. Derfor var han ligeglad med egne smerter, og derfor besøgte han hospitaler for at se døende modtage den sidste olie og »se det øjeblik, hvor sjælen bydes velkommen af Den Hellige Familie«.

Allerede på hans tid var det et trosliv, der syntes at stamme direkte fra Middelalderen og nærmere bestemt fra Frans af Assisi (1171-1226) og hans tiggermunke. Josep Ràfols, der blev Gaudís første biograf, skrev i sin nekrolog, at »en afgrund skiller menigmand af i dag fra en mand som ham, for menigmand af i dag forstår ikke fattigdom, især ikke frivillig fattigdom, som livsmål«.

Farver og lys

»Forfaldet begynder, når mennesket glemmer at se på naturen,« sagde Gaudí til sin ven José Matamala. Sætningen kan gøre det ud for el Modernismes principerklæring. Den var et oprør mod al tidligere arkitektur og især mod nyklassicismens rette vinkler, mørke interiører og kølige marmor i naturens og lysets navn. Hospital de Sant Pau og Domènechs andet mesterværk, Palau de la Música Catalana, musikpalæet, begge fuldført omkring 1907, er i rødsten afbrudt af mosaikker og sten i lyse farver.

Hospitalet består af et antal adskilte pavilloner og større bygninger, alle dekoreret med farverige mosaikker. Den bærende tanke var, at patienterne skal føle sig omsorgsfuldt omfavnet af behagelige omgivelser; hospitalet, som ligger midt i storbyen, skal være en grøn oase, der virkningsfuldt illuderer fredfyldt natur. Dets formål er helbredelse, og det formål tjenes i el Modernismes ånd ikke kun medicinsk, men netop også arkitektonisk. Bygningerne skal selv være del af helbredelsen ved at føre menneskene tilbage til naturen eller rettere til den harmoni og lykke, som menneskene ifølge modernismen vil føle, når de genopdager naturen omkring sig og tager den ind. Et besøg den dag i dag bekræfter, at princippet virker. Stedet ånder fred, omsorg og harmoni.

Musikpalæet blev bekostet af en sangforening; sådanne blomstrede i perioden og var endnu en udløber af la Renaixença. Det ligger indeklemt mellem husblokke i den gamle by, for der boede foreningens medlemmer. For at opfylde modernismens bud om at bringe lys ind i bygninger måtte Domènech derfor gribe til forskellige kneb. Den smule lys, der trænger ned i de smalle gader, udnyttes til det yderste af talrige vinduer øverst oppe, mange med farvet glas, og af den enorme lysekrone af farvet krystal, der dominerer auditoriet. Lysekronen genspejler lyset fra ruderne i rødt, blåt, gult og grønt og giver den besøgende en fornemmelse af, at selve luften i rummet består af en slags blødt, diset lys, der opmuntrer og giver ro.

Poetisk naturalisme

Der er naturligvis et paradoks i, at modernisterne dyrkede naturens farver og lys, og det er, at de for at genskabe naturens former og forene mennesket med naturen måtte opfinde den måske mest ejendommelige og udspekulerede arkitektur nogen sinde.

Er der noget, der ikke er naturligt i betydningen umiddelbart, er det huse og palæer som dem, Gaudí og hans kolleger byggede. Og dog forstår man, hvad de mente med at se på naturen, at bruge naturens former og bringe lys inden døre. Gaudís huse har få synlige, lige linjer bortset fra gulvfladerne. Alt fremstår rundt, krumt, ovalt eller spiralformet. Overalt er der lys, for eksempel ved at såvel Casa Batlló som Casa Milà, hans to kendteste privatboliger, bygget 1904-12 og beliggende hver på sin side af Passeig de Gràcia, er bygget omkring skakter, der er åbne oventil og med vinduer ind i alle etagerne. Det er store huse på seks etager, og dog er der få dunkle kroge. Kontrasten til tidligere tiders arkitektoniske udtryk er total.

Man kan kalde el Modernismes naturdyrkelse for poetisk naturalisme, for dens bygninger er mere end megen anden arkitektur bevidst digtning i sten. Det er en legende og humoristisk digtning, der drager og fastholder beskueren. I offentlige bygninger som Hospital de Sant Pau eller Gaudís kirker hersker naturligvis også alvor, men selv her mærker man utvetydigt den bestandige dialog med lyset og med naturen, som i La Sagrada Famílias enorme, lyse søjler, der øverst, mange meter over beskueren, forgrener sig som kolossale træer i en paradisisk skov, et minde om Edens have.

De kendteste modernistbygninger ligger i kvarteret Eixample, hvilket betyder udvidelse. Det blev anlagt omkring forrige århundredskifte og består af hundredevis af nogenlunde ens karreer. Det unikke i Eixample er, at dette karrébyggeri ikke virker goldt og ensformigt, tværtimod. Også her er der lys og natur. Det er der, fordi kvarteret gennemskæres af brede alleer, men også fordi karreerne ikke er firkantede, men ottekantede. Alle fire hjørner er skåret af, så hvert gadekryds bliver en lille plads, naturligvis beplantet med træer.

Colónia Güell

Kubisten Pablo Picasso, næste generations største spanske kunstnernavn, var fascineret af Gaudí, men hele hans kunst var også et opgør med el Modernisme. I en karikatur fra 1902 har Picasso vist den skæggede, lasede Gaudí, der siger til en mand: »Jeg må tale med Dem om meget vigtige ting, om Gud og kunst.« »Ja, ja, men mine børn sulter,« svarer manden. Picasso kunne som kommunist og ateist kun nære foragt for Gaudís fromhed og fattigdomskult.

Gaudís privatboliger var tegnet for rigmænd, hans kirker for alle Guds børn, men måske mest de fattige. Det er der intet underligt i; kun rigmænd kunne og kan betale arkitekter og opføre store privatboliger. Vi kan takke Barcelonas rigmænd for Casa Batlló og Casa Milà, sidstnævnte oftest kaldt La Pedrera, stenbruddet, oprindelig et folkeligt øgenavn.

Den rigeste mand i Spanien på Gaudís tid var tekstilfabrikanten Eusebi Güell. Han blev Gaudís mæcen i 1882 og forblev det i 32 år. Ud over Palau Güell, familiens hus fra 1888, var Gaudís mest interessante konstruktion for mæcenen den kirke, han tegnede til arbejderbebyggelsen Colónia Güell. Den ligger lidt uden for byen.

Colónia Güell skulle huse fabrikkens arbejdere og holde dem borte fra ”de tre a'er”, der lurede i storbyen: ateisme, anarkisme og alkohol. Bebyggelsen, som blev opført af forskellige modernister, var udtryk for Güells katolsk inspirerede sociale samvittighed og ansvarsfølelse. Arbejderbyen skulle skabe et katolsk ideal-minisamfund i et beskyttet, beroligende rum fuldt - igen - af lys og naturens farver og former. Naturligvis skulle den have en kirke, så arbejderne kunne få den åndelige føde, der skulle styrke dem mod fristelser og føre dem til evigt liv.

Kirken, som kun delvis blev færdig, fordi Güell lukkede for kassen i 1914, er en juvel, der for mange er det absolut fornemste og reneste udtryk for Gaudís visioner. Interiøret er et rundt rum oplyst af farvede ruder, hvis lys genspejles af lyse søjler og mosaikker, og hvis bærende konstruktion er Gaudís favorit, nemlig parabolbuen. Holder man en meterlang kæde foran sig med hænderne i ens højde og lader den falde, danner kæden en omvendt parabolbue. Denne konstruktion forekommer overalt hos Gaudí.
 

La Sagrada Famílía

Planen for Temple Expiatori de la Sagrada Família, Bodstemplet for Den Hellige Familie, går tilbage til en religiøs forening, der ønskede at opføre en kirke som udtryk for det kristne folks bodsvilje. Det var en meget katolsk tanke, som måtte tiltale Gaudí, og han blev da også værkets chefarkitekt, allerede året efter grundstenen var lagt, nemlig i 1883.

Han fuldførte inden sin død den østvendte facade, kaldet Fødselsfacaden, fordi den fremstiller Kristi fødsel. I 2008 står tillige den vestvendte facade, Passionsfacaden, klar i Josep Subirachs' udførelse. Hele bygningsværket ventes indviet i 2026, hundredåret for Gaudís død, og fuldført 2041. Fødselsfacaden indeholder de eneste menneskelige figurer, Gaudí har fremstillet. Han var pinligt nøjagtig med gengivelserne. For eksempel besøgte han hospitaler for at tage afstøbninger af døde spædbørn, så han kunne gengive Barnemordet i Bethlehem naturalistisk. Dog er naturligheden også her i fantasiens og overdådighedens tjeneste, og det hele ifølge Gaudí i troens.

Efter kirken i Colónia Güell arbejdede Gaudí kun på Sagrada Família. Da kirken udelukkende var bekostet af frivillige gaver, tiggede han ofte om almisser til byggeriet på gaden. Jo særere og mere laset han blev, jo oftere blev han taget for en tigger, mens folk, der kendte ham, ofte skiftede fortov for ikke at blive konfronteret med bøn om penge.

Antoni Gaudí i Cornet

Fødes 25. juni 1852.

Færdiguddannet som arkitekt 1878.

Første større værk, Casa Vicens, 1883.

Overtager projektet La Sagrada Família, 1883.

Palau Güell, 1888.

Faster så strengt i fastetiden, at han næsten dør, 1894

Casa Calvet, 1898.

Begynder projekteringen af havebyen Parc Güell, 1900. Der bliver dog kun bygget tre huse, herunder to af Gaudí, resten af arealet er park med skulpturer af Gaudí.

Restaurerer domkirken i Palma de Mallorca, 1903-13.

Flytter til hus i Parc Güell, 1905.

Casa Batlló, 1906.

Casa Milà, La Pedrera, 1906-9.

Kirken i Colónia Güell, 1908-14.

Den Tragiske Uge: gadekampe i Barcelona mellem anarkister, socialister og ordensmagten koster over 100 livet. Talrige kirker, klostre og katolske skoler nedbrændes, 1909.

Det første af de planlagte 12 aposteltårne på Sagrada Família står færdigt, 1925.

Dør 10. juni 1926

Krypten i Sagrada Família plyndres af de røde; Gaudís arkiver og modeller ødelagt, 1936.

Saligkåringsproces for Gaudí åbnet i Barcelona i 1992 med udgangspunkt i hans levned, værk og fromhed. Efter at have indsamlet materiale og godkendt processen overdrog ærkebiskoppen af Barcelona sagen til Rom i 2003, hvilket sandsynligvis betyder, at Gaudí saligkåres i nær fremtid.

 

I 1906 besøgte den berømte filosof Miguel de Unamuno Barcelona for at deltage i en kongres for det catalanske sprog. Gaudí, som var ærkecatalaner, gik ud fra, at Unamuno kunne catalansk, men det kunne han ikke. Han traskede rundt i det, der var bygget af kirken, og sagde frem for sig: »No me gusta!«, »Jeg bryder mig ikke om det«. Bag ham trissede Gaudí, der gentog ordene på catalansk: »No li agrada!« Besøget endte dog ikke i ren katastrofe. De to herrer fik en lang snak, som Gaudí dog pludselig afbrød, da klokkerne kaldte til aftenbøn.

Asketen, arkitekten, skulptøren, mystikeren og patrioten Gaudí døde i 1926. Sagrada Família fuldføres af andre og bekostes stadigvæk kun af gaver. Hver entré føjer således en sten til helheden. Gaudí selv ligger begravet i en lille kirke, der er anlagt ved siden af den stores krypt. Graven blev skændet af de røde under borgerkrigen i 1936. Ved samme lejlighed myrdede de Gaudís ven, Mossen Gil Parés, sammen med talrige andre præster og brændte alle Gaudís papirer. Derfor har vi få af hans ytringer og endnu færre af hans tegninger og planer.

Hvem var han? Særling? Mystiker? Catalansk patriot? Hellig mand? Han var alle de ting og samtidig alle tiders mærkeligste arkitekt. Hans værker viser hvorfor.

 
Læs mere og Gaudí og modernismen

Gijs van Hensbergen: Gaudï
HarperCollins 2001. Illustreret. Ca. 12 pund.

Velskrevet, letlæst biografi, der forklarer Gaudí, så godt det kan lade sig gøre, og sætter ham ind i hans samtid politisk, religiøst og kunstnerisk. Hensbergen mestrer biografens vanskeligste opgave, som er at forklare og forstå uden at identificere sig for meget med sin genstand. Bogen er også fuld af oplysninger om den kulturelle og politiske situation i Catalonien og Spanien, som er uundværlig baggrund for at forstå Gaudí og de bevægelser, han var del af.

Juan-Eduardo Cirlot: Gaudí. Una introducción a su arquitectura.
Triangle.

Gennemillustreret optryk af klassisk tekst fra 1966 med fokus på bygningsværkerne som udtryk for »hans sjæls skjulte voldsomhed og hellige kraft« og på deres enestående karakter. Originalen er på castiliansk (spansk) og er oversat til engelsk, fransk, tysk, italiensk og catalanask. Fås i to udgaver, en billigbogsversion til 10 euro og en indbundet luksusudgave til 46 euro med endnu flere illustrationer.

Se fotos fra Barcelona på arslonga.dk