| |
»På det værdimæssige område er hun« - Hillary
Clinton - »betydeligt mere konservativ« end sin
mand, ekspræsident Bill. Det er en ganske
overraskende påstand, men den deles af Michael
Ehrenreich, mangeårig USA-korrespondent for
Berlingske Tidende, hyppig gæst i TV, som nu
debuterer med en politisk biografi af guvernør- og
præsidentfruen, som måske bliver USA's næste præsident.
Et resultat, Ehrenreich selv gerne ser.
Her er det, at den veloplagte, velskrevne og langt
hen velinformerede bog svigter. For det er ikke en
politisk journalists opgave at forherlige de
personer, han måtte skrive bøger om, eller holde
sig til sine personers egne versioner og udlægninger.
Hans opgave er at give en afrundet og perspektiveret
fremstilling, som gerne må være velvillig, men
aldrig ukritisk. En sådan gav eksempelvis Carl
Bernstein i sin massive Hillary-biografi. Det kan
desværre ikke i samme grad siges om Ehrenreich,
hvis beretning sjældent afviger fra Hillarys egen
version om sagerne.
Guddommelig
sanktion
Et
sted, hvor den tilsyneladende gør det, er i
historien om Bill Clintons største politiske
ambition som nyvalgt præsident, nemlig at indføre
en føderal sygesikring, der frem for alt skulle dække
de i øvrigt uforsikrede. Han satte Hillary i
spidsen for et lille udvalg, der skulle udarbejde
den forberedende lovgivning.
Projektet mislykkedes imidlertid. Lovteksten fyldte
1.342 sider og var så kompleks, at ingen politiker
eller rådgiver kunne forstå den. Modstandere af,
at forbundsregeringen overhovedet skulle blande sig
i sygesikringsanliggender, havde let ved at spille på
amerikaneres frygt for, at et føderalt system ville
fjerne det frie lægevalg og i øvrigt koste penge.
Den vigtigste grund til, at projektet kuldsejlede,
var dog ifølge Ehrenreich, at Hillary optrådte
arrogant og bedrevidende. Hun vidste, at projektet
var nødvendigt, og opfattede modstandere som
nederdrægtige fjender. At der kunne være saglige
grunde til at betvivle, at forbundsregeringen var
kompetent til at administrere et nationalt
sygesikringssystem, faldt hende ikke ind. For hende
er politisk magt til for at bruges, og politisk magt
kan aldrig nå forkerte resultater, hvis de rigtige
mennesker, altså folk, der er enige med Hillary,
har denne magt.
Det er denne blindhed for virkeligheden og tyrkertro
på egen moralske og politiske fortræffelighed, som
andre iagttagere finder mest uhyggeligt hos Hillary
Clinton, men som bortset fra dette ene eksempel ikke
synes at anfægte Ehrenreich det mindste. Når han
skal forklare hendes ubestridelige moraliserende
patos, finder han som nævnt, at hun er konservativ.
Han citerer hendes åndelige rådgiver, den radikale
præst Donald Jones, for at sige, at Hillary er et
oprigtigt troende menneske, hvis tro giver hende
tillid til at handle og styrke til at tro på sig
selv.
Ehrenreich stiller her som alt for ofte andetsteds
ikke det mindste kritiske spørgsmål til den slags
forskønnende ros af Hillarys personlighed. Jones
siger, at Hillary er mere pragmatiker end ideolog.
En smule efterforskning ville vise, at det udsagn
skal forstås ideologisk. Jones har lyst til at
fremstille Hillary sådan, fordi han ikke har lyst
til at afsløre, hvor selvretfærdig en ideolog hun
kan være og slet ikke sin egen rolle i hendes
omvendelse til en politisk aktiv kristendom, som
giver hendes store selvfølelse guddommelig sanktion.
Narret
af overfladen
På
samme måde læser Ehrenreich ukritisk Hillarys egen
bog om familiepolitik, som han kalder konservativ.
Imidlertid er bogen bagved den nødvendige
familievenlige retorik, hvormed Hillary udsmykkede
den, et radikalt angreb på kernefamilien og et
budskab om, at kun magthavere som hun selv virkelig
forstår, hvad børn og børnefamilier har brug for.
Det er forbløffende, at en USA-kender som
Ehrenreich kan få et konservativt budskab ud af en
så fundamentalt anti-konservativ bog. Han har ladet
sig narre af overfladen.
I det hele taget lader Ehrenreich sig ofte overmande
af danske vurderinger af forhold, hvorpå danske
vurderinger passer uhyre dårligt. Når han f.eks.
taler om sygesikringssagen, slutter han med at
beklage, at reformen faldt, idet han på dansk vis går
ud fra, at en central statslig sygesikring er en god
ting. Men USA er ikke Danmark, og det er ikke
sikkert, tværtimod ret usikkert, at et sådant
system ville styrke sundhedsvæsenet. Det er muligt,
at Hillary i en særlig optik kan forekomme
konservativ efter danske forhold, men det gør hende
ingenlunde konservativ i amerikansk perspektiv.
Køb bogen for de mange billeder, for det solide
baggrundsstof om Bills og Hillarys lange samarbejde,
men tag kritiske briller på, for bogen sigter ikke
skarpt, men er et venligt partsindlæg af en mand,
der gerne ser Hillary Clinton som præsident i
januar 2009. |
|
