DAVID_GRESS_Artikel_Johannes

Pionér- og pragtværk om Johannes Jørgensen

Pionér- og pragtværk om Johannes Jørgensen, den store journalist, digter og forfatter,
der som konverteret katolik satte sig uden for det gode danske selskab.

24. november 2006
Af DAVID GRESS

"Det er ikke så let en sag for en ung mand stadig at underkue naturens stærkeste drift," skrev den 19-årige nydebuterede digter Johannes Jørgensen i 1886.
Det fik han anledning til, som så ofte i de år, at sande ved grundlovsfesten i juni, hvor han med sine nye københavnske kulturradikale digtervenner gik med i arbejdernes optog.
Dagen endte "i en kælderbeværtning på Vesterbro og en ung pige, der frimodigt inviterer den unge student med hjem.
Og han går med".
Episoder som denne er Teddy Petersens bog, den første biografi af Jørgensen på dansk, fuld af.
Petersen har haft adgang til arkiver, ingen andre havde set, herunder Jørgensens dagbøger.
Af flere års arbejde er kommet et pragtværk, der giver det brede og rige billede af Jørgensen, der er forudsætningen for at forstå dette både sammensatte og enfoldige menneske, der også var sin tids bedst skrivende danske journalist, digter, romanforfatter og senere biograf på højt litterært og fagligt niveau.
Den farlige erotik Den i egne øjne grimme og kejtede fynbo Jørgensen fandt sig foreløbig til rette blandt de frisindede københavnerdigtere.
Han delte deres ideer om erotik, politik og om videnskaben, hvis lære om menneskets afstamning fra dyrene og arternes kamp om overlevelse bekræftede de unge i det, der forekom dem det eneste ærlige livssyn.

I 1891 giftede han sig med Amalie Ewald, selvom hun havde skrevet til ham, at "det er kun venskab, jeg føler for Dem".
Det burde Jørgensen have taget til efterretning.
Efter få år begyndte ægteskabet at gå skævt, selvom Johannes og Amalie fik fem børn for at cementere det.
Til sidst endte forholdet i et gensidigt helvede.
Også denne historie fortælles første gang i al sin gru af Petersen.

Konvertit

I sin roman "Vor Frue af Danmark" fortæller Jørgensen om en student, Ronge, der julenat er på vej hjem for at dyrke købt elskov med en kvinde.
Ronge hører kirkeklokker kime.
"De ringede julen ind, og her vandrede han med en skøge og var fuld af lyst til det onde.
Hans barndoms juleaftener steg frem for ham, og han hørte med ét de gamle salmer."

Konflikten mellem lyst, samvittighed og anger var Jørgensens.
Hele sit liv analyserede han sig selv med klinisk distance og var sin egen ubønhørligste dommer.
Længe før han blev katolik, praktiserede Jørgensen, hvad katolikker kalder "at ransage sin samvittighed", hvilket er én af betingelserne for at kunne skrifte og modtage nadveren.

I 1894 besluttede Jørgensen under en rejse i Italien at blive katolik.
For Jørgensen var det, som om Gud havde fået ham, den rådvilde synder, på sigtekornet og ikke ville lade ham slippe.
Den tro, han som voksen fandt, kunne imidlertid ikke være barndommens sentimentale og blodfattige lutherdom, men Europas store religion, den marvfulde, kulturbærende og lidenskabelige katolske kristendom.

Skridtet afgjorde resten af hans liv, og herunder at han, som Sven Rossel skrev i kronikken den 1/11, blev til en ikke-person i dansk kulturliv.

Europæisk forfatter

Den katolske Jørgensen var således endnu mere ensom end den akavede unge digter og journalist.
Det og hans helvedesægteskab hindrede ham imidlertid ikke i at fortsætte sin karriere som journalist og forfatter af egne erindringer og senere af de tre værker, der sikrede ham international berømmelse, nemlig helgenbiografierne af Frans af Assisi, Catharina af Siena og Birgitta af Vadstena.
De var hans manddoms bedrifter; Frans-bogen, der er oversat til flere sprog end noget andet dansk værk bortset fra H.C. Andersens eventyr, kom første gang i 1907, Birgitta-bogen i 1941-1943.

I 1913 opgav Jørgensen samlivet med Amalie, men som katolikker kunne de ikke blive skilt for Gud, og Jørgensen fortsatte med at underholde hustru og børn i mange år endnu.
Det reddede ham ikke fra at blive perfidt og løgnagtigt angrebet af Ekstra Bladet i 1918, der med Amalie som kilde beskyldte ham for at forsømme sin forsørgerpligt.

Jørgensen boede nu i Assisi, hvor han indtil 1952 levede beskedent til leje i et gammelt hus, mens han trofast sendte størsteparten af sine ofte betydelige indtægter til Amalie og børnene, ikke mindst den slyngelagtige og altid pengetrængende Knud.

Den store kærlighed

I 1913 mødte Jørgensen i Siena den 26 år yngre franske malerinde Andrée Carof.
Hun, der både beundrede og forstod ham, blev hans livs store kærlighed.
Petersen mener, givetvis med rette, at forholdet aldrig blev fuldbyrdet, eftersom begge var katolikker.
Fordi de elskede hinanden, men ikke kunne giftes, ville ingen af dem i skriftestolen kunne love at afbryde forholdet og ville derfor ikke kunne modtage hverken syndsforladelsens eller nadverens sakramente.
At leve uden sakramenterne var for begge utænkeligt.

Andrée døde i 1933 efter et sygdomsforløb, som Jørgensen selv beskrev i et dokument, som Petersen bringer i sin tekst.
Det er både rystende tragisk og et mesterstykke af Jørgensens kortprosa.

To år senere døde Amalie, og Jørgensen var nu fri til at gifte sig igen.
Det gjorde han i 1937 med den 32-årige Helene Klein, som døde for få år siden og var den, der gav Petersen adgang til mange af de papirer, han har brugt.

Sine sidste år tilbragte Jørgensen i fødebyen Svendborg, hvor han døde i 1956.

Mange facetter

Jørgensen har ofte og grundigt været behandlet af italienske litteraturhistorikere, men Petersens er den første grundige behandling på dansk.
Det er et pionerværk, som i sin fortælling om et sammensat menneske også fortæller om en epoke i dansk og europæisk kulturhistorie.
Det var en epoke, da progressive digtere og tænkere forkastede overleveret moral og søgte mening i egen magt og indflydelse, mens et mindretal strittede imod og nægtede, at videnskab og politik gav de kloge og følsomme lov til alt i kunstens og frihedens navn.
Jørgensen satte sit liv ind på, at også det moderne menneske og den moderne litteratur kræver og må søge en grund i livet, den grund, han fandt i kristendommens katolske skikkelse.