| |
Når store personligheders brevveksling udgives,
ofte længe efter deres død, dukker der undertiden
oplysninger frem, som kaster nyt og overraskende lys
over vigtige begivenheder, man ellers troede, man
vidste alt om.
Det
er sket med udgivelsen af 6. bind af brevvekslingen
mellem den franske filosof Jacques Maritain
(1882-1973) og den schweiziske teolog og kardinal
Charles Journet.
Det fremgår heraf, at det var Maritain, der
forfattede den tekst, som pave Paul VI forkyndte 30.
juni 1968 på Peterspladsen som ”Guds folks
trosbekendelse”.
Teksten er en udlægning af den nikæanske
trosbekendelse, som katolikker fremsiger ved hver
messe, og som i den danske folkekirke står som
alternativ til den normalt brugte.
Det
er af flere grunde en påfaldende opdagelse.
Maritain havde i flere årtier været verdens
måske mest indflydelsesrige ikke-teologiske
katolske tænker.
Han og hans russiskfødte hustru Raïssa var
begge voksendøbte, og deres barndomsmiljø havde været
den radikale franske ateisme påvirket af lige dele
Karl Marx, Friedrich Nietzsche og arven fra Den
franske Revolution.
Maritains kristendom var således en
kristendom, der tog afsæt i og overvandt
revolutionens og marxismens fornægtelse af
kristendommen.
Maritain forkastede intet af kirkens evige
tro, men mødte modstanderne på deres egen mark.
Hans
hovedværk, ”Den integrale humanisme” fra 1936,
var grundlaget for det, man kaldte den katolske renæssance
i 1950’erne.
Blandt bogens ivrige læsere var Giovanni
Battista Montini, senere ærkebiskop af Milano og
fra 1963 pave Paul VI.
I det perspektiv er det
måske ikke overraskende, at ”Guds folks
trosbekendelse” var skrevet af Maritain.
Men
i mellemtiden var der sket meget.
Maritain fulgte kirkens udvikling i
1960’erne under og efter 2. Vatikanerkoncil med
stigende uro. Med
sit værk ville han ruste kirken til at møde
nutiden, ikke revolutionere den ved at kaste barnet
– traditionen og trossandhederne – ud med
badevandet – de tidsbestemte holdninger og former,
der svækkede kirken i mødet med dens
intellektuelle og kulturelle modstandere.
De radikale fornyere på koncilet var, syntes
han, ude i et andet ærinde.
De ville en kirke, der ”kastede sig på knæ
for verden”.
En kirke, hvor troen var rent inderlig, vilkårlig
og romantisk, hvor trosvisheder som arvesynden,
jomfrufødslen, frelsens nødvendighed og messens
karakter af offer blev gjort til ting, man kunne tro
eller ikke, når bare man søgte at være et godt
menneske og i øvrigt gik ind for fred,
ulandsbistand, menneskerettigheder og alt mulig
andet.
I
den ånd skrev han den bistre bog ”Bondemanden fra
Garonne” i 1965, der var én lang sønderlemmende
kritik af kirkeledernes kapitulation over for tidsånden.
Eftersom den højeste kirkeleder var Paul VI,
som tilsyneladende intet gjorde for at standse
kapitulationen, måtte man tro, at Maritain og hans
gamle ven nu var kommet langt fra hinanden.
Paul
VI var imidlertid ikke en medløber.
Han var blot en sky, nobel herre, som ikke ønskede
at fordømme eller provokere og derfor var let bytte
for de barske radikale fornyere.
Overgangen fra latin til folkesproget i
messen og forkastelsen af den traditionelle
kirkemusik, den gregorianske sang, var blot de mest
mærkbare tegn på den rasende kamp mod alt gammelt,
smukt og historisk forankret, som de radikale førte.
De havde i virkeligheden slet ikke forstået
Maritains kristendom, som var stærkere end deres,
fordi den ikke kapitulerede for tidsånden, men mødte
og overvandt den.
I
1968 var Paul VI en ulykkelig mand.
Blandt hans mange ulykker var en bog, jeg
selv kender ganske godt, ”Den hollandske
katekismus”, fordi den blev brugt, da jeg modtog
instruktion til min voksendåb i 1975.
Den hollandske katekismus, udgivet på vegne
af de hollandske biskopper, indeholdt formuleringer,
der kunne udlægges og blev udlagt som fornægtelse
af eksempelvis arvesynden, jomfrufødslen og
frelsens nødvendighed.
Det skal tilføjes, at den udgave jeg brugte,
indeholdt et tillæg, der korrigerede netop disse
fejl.
Som
en slags kommentar til den hollandske katekismus
formulerede Maritain i et brev til Journet en tekst,
der udlagde trosbekendelsen i et moderne sprog, der
fastholdt sandhederne.
Journet sendte teksten til Paul VI, som med få
ændringer forkyndte den i juni.
Som normalt er, fortalte man intet til
Maritain, som først hørte om sagen nogle dage
senere i sit alderdomshjem hos De små Brødre i
Toulouse, en munkeorden indstiftet af den store
franske mystiker og missionær Charles Foucauld, og
hvor Maritain var flyttet hen efter sin hustrus død.
”Guds
folks trosbekendelse” er et smukt dokument, som
med rig brug af bibelske vendinger formulerer en
tydelig katolicisme, der ikke bøjer sig for tidsånden.
Det hedder således, at ”kirken er nødvendig
for frelse, fordi Kristus, som er eneste vej til og
formidler af frelse, gør sig nærværende for os i
hans legeme, som er kirken”, og at ”messen er
Golgata-ofret, der bliver sakramentalt virkelig på
alteret”. Det
er ikke ting, protestanter kan skrive under på, men
teksten er derfor et nok så interessant vidnesbyrd
om, at romerkirkens Thorkild Grosbøll’er og Kjeld
Holm’er fik og får effektivt modspil.
|
|
