David Gress
Foredragsholder/Lecturer
Historiker/Historian
Samfundsdebattør/Social commentator
Forfatter/Writer
Ph.d. i historie/Ph.D. in history
 

Kontakt:
Tlf.:
0041 919803074
E-mail: David Gress

Drop Down Menu
 

Veteranen og diktatoren

 
 

Carlo Mazzantini, veteran fra Mussolinis sortskjorter, anerkender ikke den italienske befrielse 25. april 1945. Den blev efterfulgt af en borgerkrig, der kostede 42.000 livet. Mazzantini er i dag forfatter og pacifist. Drabet på Mussolinis for 60 år siden er stadig uopklaret.
Rom

Veteranen husker den 25. juli 1943.

»Jeg var 18 år, da de styrtede Mussolini,« siger han.

»Jeg troede fuldt og fast på det, jeg havde lært - at det største og ædleste, en ung mand kunne opnå, var at kæmpe og dø for sit land. Min far havde opdraget mig i den tro, som var hans egen. Jeg regnede med, at han ville gøre noget, gøre modstand, vise, at han ikke var som alle vendekåberne, der før hyldede Mussolini og nu råbte død over ham. Men nej, min far var rædselsslagen. Den dag mistede jeg respekten for ham.«

Vi sidder på Caffé Greco ved Den spanske Trappe. I disse nænsomt bevarede lokaler har Bertel Thorvaldsen og Richard Wagner - blandt mange andre berømtheder - haft deres gang. Stemningen kalder tankerne tilbage til forgangne tiders kunstnerliv og danner kontrast til den historie, vi skal høre.



Veteranen hedder Carlo Mazzantini. Han er 79 og stadig høj, rask og rørig. I sit lange liv har han boet mange år i Marokko og Irland og har skrevet romaner, nogle om kærlighed, andre om sine oplevelser efter 25. juli 1943. Her på 60-års dagen for den 25. april 1945, den officielle befrielsesdag, har han udgivet "Den sidste republikaner", der beretter om, hvad han kom ud for, da krigen sluttede i Italien.

Opdraget til patriotisme

»Nogle kammerater og jeg ville ikke finde os i den usle opportunisme, vi så omkring os. Vi ville kæmpe videre, vise, at ikke alle italienere var feje. Vi prøvede endda at melde os til den tyske hær. En østrigsk officer tog imod os. Han kunne ikke tage os ind, for vi var jo italienere, men han rejste sig og gjorde honnør for os. Det glemmer jeg aldrig.«

I stedet blev Mazzantini indrulleret i en af de enheder, som det genoprettede fasciststyre under tysk kontrol mobiliserede efter september 1943. I de følgende 18 måneder bekæmpede han partisaner eller - som de officielt hed - banditter. Mazzantini har aldrig næret nyfascistiske nostalgier.

»Siden 1945 har jeg været en tilhænger af Bertrand Russells pacifisme og frihedssyn. Jeg er i dag glad for, at den forkerte side tabte, og at demokratiet vandt. Min troskab mod mig selv som ung og mod mine idealer dengang er ikke en politisk, men en moralsk og eksistentiel troskab. Det, der gør mig harmfuld, er den lethed, hvormed så mange, der ikke aner, hvordan det var, fælder domme over fortiden. Vi var opdraget til at være patrioter, til at ære nationen og til at slås for den. Min far var veteran fra den første krig. Det var hans værdier og hans ofre, jeg troede på. Da han krøb i ly 25. juli, så jeg forskellen på dem, der holdt fast i modgang, og dem, der ikke turde.«

En generation af syndebukke

Efter krigen var alle demokrater, og de unge drenge, der som Mazzantini havde meldt sig under den døende fascismes faner, var de udstødte, de forkerte.

»Vi var en generation af syndebukke. Vi ønskede at løfte det patrotiske ansvar, som de voksne havde ladet falde. I stedet blev vi sendt ud at slås mod andre unge mænd, der havde truffet det modsatte valg, altså var blevet partisaner. Vi drog ud for at frelse fædrelandet fra skam. Vi tabte, og ikke nok med det, vi blev forkastet, tvunget til at gemme os, anset for forrædere.«

I 1985 udgav Mazzantini romanen "At søge den smukke død", der i fiktiv form beretter om hans og hans kammeraters oplevelser som soldater i borgerkrigen mod partisanerne. Den er også en stærk og bevægende udviklingsroman.

I 1995 fulgte "Ungfascisterne drog til Salò", en historisk beretning om samme generation, de 17-20-årige i 1943, som i hundredtusindvis meldte sig for at slås for Salò, altså for Mussolinis "Sociale Republik", der holdt i 600 dage, fra september 1943 til 25. april 1945.

I slutningen af bogen anslår Mazzantini, at kommunistiske partisangrupper efter befrielsen myrdede mange tusinde unge, der som Mazzantini selv traf det valg, deres samvittighed bød dem. Ikke mindst på grund af de massakrer trækker Mazzantini en skarp moralsk linje mellem de kommunistiske partisaner, der ikke kæmpede for frihed og demokrati, men for kommunisme, og de såkaldt autonome, der kæmpede for nationen. De sidste kan han respektere, for de traf deres valg på samme grundlag som han selv.

Krig mellem to mindretal

»Modstandsbevægelsen havde sine helte og sine martyrer, der bestandig fejres. Hvad med de 42.000, der blev myrdet efter krigen, fra unge kvindelige frivillige, der blev klædt nøgne, voldtaget og myrdet, til gamle veteraner fra den første krig, altsammen uden rettergang, uden mulighed for at forsvare sig, uden beviser for noget som helst? Vi på vor side var ikke uskyldige. Men hvem var dengang det?« siger Carlo Mazzantini.

»Jeg kan ikke acceptere 25. april som nationaldag. Den symboliserer ikke befrielse, men splittelse, fordi det, der fulgte, ikke var fred, men anden akt af en borgerkrig, som kostede 42.000 livet. Det, vi senere har lært at romantisere som la Resistenza, modstandskampen, var en krig mellem to mindretal, de 200.000 partisaner og os, de unge Salò-soldater. Resistenza'en var ikke noget nationalt oprør. De, der har skabt myten om modstandskampen, har dermed gjort de yngre generationer ude af stand til at se med åbne øjne på historien. Jeg forsøger i mine bøger at åbne deres øjne. Ikke for at dyrke nogen nostalgi, men for at modvirke løgnagtige myter.«

Gåden om Mussolinis død

I sin nye bog fortæller Mazzantini, hvordan han i trods den 25. april, mens de sidste fascister rømmede Milano, gik ind i centrum og i stedet for som mange desperat at prøve at finde civilt tøj og skjule sig, iførte sig den sorte fascistskjorte. Han blev fanget af partisaner og var lige ved at blive skudt, men overlevede ved det rene held.

Samme dag begyndte sidste akt af diktator Benito Mussolinis liv. Dramaet om Mussolinis død er en kriminalgåde. De fleste historikere går i en vid bue uden om emnet. Det er synd, mener han.

Om aftenen den 25. april forlod Mussolini Milano sammen med sin trofaste elskerinde Claretta Petacci og en række af regimets ledende folk. De var under eskorte af en deling SS. Med sig havde han nogle dokumenter, som han må have ment kunne være til nytte.

De fleste mener, at han agtede sig til Valtellina-dalen for dér at forskanse sig med trofaste fascister, indtil de allierede nåede frem, for så at overgive sig til dem. I så fald valgte han en mærkelig rute, for han og kortegen kørte først til Como, som ikke ligger på den direkte vej fra Milano til Valtellina.

Nogle mener, at han agtede at søge asyl i Schweiz, hvis grænse løber få kilometer fra Como. I så fald blev han skuffet, for SS-eskorten havde ordre fra SS-chefen i Italien, Karl Wolff, til at skyde Mussolini, hvis han forsøgte at nærme sig den schweiziske grænse. Hvorom alting er, så forlod han tidligt den 26. april Como og fortsatte nordpå langs Comosøens bred.

Næste dags morgen sluttede hans gruppe sig til en deling tyske luftværnsfolk, der var i march mod Tyrol. Gruppen blev standset af partisaner, som tillod tyskerne at passere, men anholdt italienerne, herunder Mussolini og Petacci. De to, der aldrig havde tilbragt en nat sammen, blev om aftenen den 27. april ført til landsbyen Mezzegra og indkvarteret i et hus, der tilhørte familien De Maria.

Kommunisternes sandhed

Nyheden nåede modstandslederne i Milano ved 22-tiden. De skulle nu vælge, om de ville adlyde de allierede, der krævede Mussolini udleveret, eller om de skulle eksekvere den dødsdom, som kommunistpartiet PCI på Josef Stalins ordre havde afsagt i januar 1944.

PCI havde magten i den oprørskomité, som ledede partisankampen i Milano. Komiteen besluttede derfor at ignorere de allierede. Den bekræftede dødsdommen og sendte en kommando ud for at dræbe Mussolini og de øvrige tilfangetagne fascistledere.

PCI's version af det, der nu hændte, er den alment accepterede, simpelt hen fordi PCI kontrollerede situationen og var i stand til også at kontrollere informationerne. Den går ud på, at en kommando under ledelse af en mand med dæknavnet Valerio kørte til Mezzegra og dér kl. 16 den 28. april henrettede Mussolini "i det italienske folks navn". Han kørte derefter til Dongo, hvor de øvrige fascister var indespærret, og lod dem alle skyde.

I 1947 »afslørede« PCI, at "Valerio" i virkeligheden var Walter Audisio, i det civile liv bogholder ved hattefabrikken Borsalino. I 1975 udkom Audisios friserede erindringer. Ingen har nogensinde troet andet, end at bogen er skrevet af partifunktionærer.

Ingen turde stille spørgsmål

Allerede i 1947 var der noget, der ikke stemte. Først og fremmest, at Audisio »med sit forskræmte kaninansigt«, som den engelske historiker Nicholas Farrell siger, ikke lignede nogen brav modstandsmand, endsige chefen for en henrettelsespeloton. Dernæst, at flere af de andre partisaner, der var med, omkom i løbet af få uger efter befrielsen. I en tid, da PCI-partisaner straffrit myrdede titusinder af formodede fjender, var der ingen, der turde spørge hvordan.

I 1958 fremsatte journalisten Franco Bandini den hypotese, at "Valerio" ikke var Audisio, og at drabene ikke fandt sted kl. 16, men om formiddagen. Forestillingen kl. 16 var en henrettelse på skrømt af to lig. Han havde kun indicier, men de er siden blevet til noget, der ligner vished.

Partisanen Urbano Lazzaro fortalte i 1982, at den "Valerio", der i Dongo henrettede de andre fascister, ikke var Audisio. Hvem var han så? Lazzaro pegede på ingen ringere end Luigi Longo, PCI-chefen i Norditalien og senere partiets generalsekretær. Var det også Longo, der forestod drabene på Mussolini og Petacci i Mezzegra?

Det er sandsynligt, men vi ved det ikke. Vi ved, at Bandini havde ret, da han formodede, at drabene fandt sted om formiddagen. Et vidne, Dorina Mazzola, fortalte sin historie i 1996. At hun havde ventet, begrundede hun med, at kommunisterne havde truet alle til 50 års tavshed, og den tid var nu gået.
 

Dorina Mazzolas iagttagelser

Dorina Mazzola boede 100 meter fra De Maria-huset. Herfra hørte hun kl. 9 om morgenen den 28. april lyden af slagsmål og skud. Hun hørte en kvinde råbe om hjælp. Lidt over kl. 11 så hun tre mand komme ned ad bakken fra huset. Manden i midten var død. Bag de tre kom en kvinde, der råbte: »Hvad har de dog gjort ved dig?« Kort efter kom flere skud, og kvindens klager holdt op.

Lidt senere så hun partisaner stå bøjet over den døde mand, mens de forsøgte at presse en støvle over det ene ben. Andre kom til syne bærende på en krop, indhyllet i et tæppe.

»Jeg forstod, at det var liget af kvinden, der havde klaget. I løbet af eftermiddagen hørte jeg flere skud. En nabo fortalte, at "de har skudt Petacci og Mussolini". Først da vidste jeg, hvem den døde mand og kvinden var. Jeg og de andre i landsbyen forstod, at henrettelsen kl. 16 havde været en henrettelse på skrømt,« lød Dorina Mazzolas forklaring dengang.

Lukkede arkiver

Journalisten Giorgio Pisanò, som bragte Dorina Mazzolas vidnesbyrd, var selv gammel fascist.

»En nostalgiker,« kalder Mazzantini ham.

»Men én, der kender sagen til bunds.«

Pisanò ville modbevise PCI-tesen om, at Audisio havde forestået henrettelsen, og at Mussolini døde fejt og klynkende. Ifølge Lazzaro døde Mussolini værdigt med råbet:

»Leve Italien!«

Det får være som det vil. At PCI opdigter en historie, der tjener partiets interesser, er derimod, hvad man kan forvente. Grunden til, at de iværksatte en fiktiv henrettelse, var for at give den egentlige ansvarlige et alibi. Longo var tilbage i Milano kl. 16. Sandheden herom og om meget andet ligger med sikkerhed begravet i PCI's arkiver, som stadig er lukkede.



Drabene på Mussolini og de andre fascister var politisk justits, som også skulle dække over, at PCI ved den lejlighed konfiskerede Salò-statens formue, som senere skulle bekoste partiets fornemme palæ i Via delle Botteghe Oscure i Rom og gøre PCI mindre afhængigt af sovjetiske subsidier. De skulle også forhindre, at Mussolini blev stillet for en allieret krigsforbryderdomstol, hvor han med sin viden og retoriske begavelse ville have kunnet rippe op i ganske mange ubehagelige sandheder.

Breve fra Churchill?

Den store historiker Renzo De Felice kom i 1995 med den overraskende udtalelse, at det var den britiske efterretningstjeneste, der ønskede Mussolini død. Britiske agenter var med i operationen og saboterede deres egnes forsøg på at få ham udleveret.

Grunden skulle være, at Mussolini besad breve fra den britiske premierminister Winston Churchill, skrevet, mens de to lande var i krig, og som kunne belaste det britiske forhold til Sovjetunionen. Churchill besøgte senere Como-området, og rygterne vil vide, at han der fik brevene udleveret og tilintetgjorde dem.

At der under krigen var hemmelig kontakt mellem Churchill og Mussolini, er en inciterende tanke. Det vigtigste indicium er nogle udtalelser, som SS-chefen Karl Wolff gav en italiensk journalist i 1973. Wolff var imidlertid intet sandhedsvidne, og indtil videre må "det britiske spor" anses for en af de mange legender, som italienske konspirationsjægere elsker at konstruere.

Men selv uden det er historien dramatisk nok.