|
Den Spanske Borgerkrig har altid interesseret mig.
For 40 år siden læste jeg Hugh Thomas’
klassiske beretning og for nylig Anthony Beevors.
Det var imidlertid et besøg i Madrid i
sommeren 2008, som gav mig anstød såvel til at lære
spansk som til at ville sætte mig dybere ind i
sagen. Det
har jeg brugt al min fritid siden på.
Jeg ved nu, hvilke yderligere værker,
erindringsbøger, romaner, partsindlæg og anden
dokumentation, jeg skal stifte bekendtskab med.
På det grundlag har jeg beregnet resttiden
for såvel studium som nedskrivning til yderligere 2½
år.
Det,
jeg i kraft af en række ganske usandsynlige lykketræf
opdagede i Madrid, var, at der i dagens Spanien
foregår en heftig kulturkamp om erindringspolitik
og herunder først og fremmest om Borgerkrigen.
Jeg tolker lykketræffene som et tydeligt
signal til mig om, at jeg skal skrive denne bog.
Af to årsager, én privat og én generel.
Den
private årsag er, at dette vil være den første
bog, jeg skriver helt og holdent på eget initiativ.
Erfarne skribenter ved, at éns bedste bøger
er dem, man skriver, fordi man selv gerne vil læse
dem, og fordi de ikke findes.
Den
generelle grund er netop, at en bog som min ikke
findes. Litteraturen,
også på engelsk, om krigen er omfattende, og et
nyt værk vil aldrig kunne blive det definitive.
Hvad det imidlertid kan gøre, er at levere
en beretning baseret på den bedst tilgængelige
viden og med respekt for aktørernes hensigter,
udtalelser og især handlinger.
Derved adskiller min bog sig fra de fleste
beretninger, især de spanske, som er præget af en
tiltagende ideologisering og forherligelse af de
revolutionære.
Derved undergraves Spaniens demokratisering
efter Francos død, som netop hvilede på gensidig
forsoning. Min
bog vil sætte de handlendes udtalelser og
handlinger i centrum og bruge de kilder, der er mest
loyale over for begivenhederne og deres logik.
Verdens
førende spanienshistoriker, Stanley G. Payne,
betegner fagmiljøet i Spanien som ”stivnet” og
intolerant over for afvigende synspunkter.
Payne er nok den skribent, jeg ligger nærmest
i indstilling og, så vidt jeg kan dømme fra hans
metode og facon, i temperament.
Bogens fornemste formål er oplysning, gerne
i et sprog, der yder de dramatiske begivenheder og
komplekse personligheder retfærdighed.
Blandt
de pointer, som Paynes og andres arbejder i de
senere år har fremhævet, er:
|
● |
Monarkiet
1874-1931 var ikke en æra af stagnation,
men af socialt og økonomisk fremskridt.
Spaniens problem var ikke, at
samfundet udviklede sig for langsomt, men at
udgangspunktet var så lavt i forhold til
andre europæiske lande |
|
● |
Republikken
1931-36 udsprang ikke af et vælgerflertal
og gjorde, trods god vilje og højstemte
erklæringer, intet alvorligt for at fremme
udvikling og rettigheder for de fattige; tværtimod
satte den meget af foregående års
fremskridt over styr.
Sult, som var næsten udryddet i
1930, vendte tilbage som alvorligt problem i
mange egne |
|
● |
Militæroprøret
i juli 1936 var ikke rettet mod et
fungerende demokrati, men mod det kaos og
borgerkrigsagtige tilstande, som
Folkefrontsregeringen intet gjorde for at
hindre og meget for at fremkalde |
|
● |
Borgerkrigen
var ikke en kamp mellem demokrater og
fascister, men mellem tilhængerne af mindst
tre uforenelige forestillinger om Spanien:
Folkefrontens, der var inspireret af
Sovjetunionen; anarkisternes, som krævede
en spontan folkekommunisme uden statsmagt;
monarkisternes og katolikkernes, der ønskede
et hierarkisk standssamfund.
Resultatet blev ingen af delene, men
Francos diktatur, som mundede ud i det
demokrati, der opstod efter hans død |
Bogens
indhold i detaljer er beskrevet i vedlagte
disposition. Jeg
vil gøre brug ikke blot af historiske værker,
biografier og erindringer, men også af skønlitteratur,
som krigen inspirerede, for at give læseren et
billede af Spanien, der rækker ud over det blot
politiske eller krigshistoriske.
|
